Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
blodsudgydelse, som fylder jorden med sorg og smerte. Den virkning, den sidste, endelige<br />
advarsel havde, har vakt de gudløses raseri. Deres vrede er optændt mod alle, der har taget<br />
imod budskabet, og Satan puster til hadets og forfølgelsens flammer. {MBF 496.3}<br />
Da Guds ånd til sidst blev taget bort fra det jødiske folk, vidste præsterne og folket det<br />
ikke. Skønt de var i Satans magt og blev drevet frem af de forfærdeligste og mest<br />
ondartedede lidenskaber, betragtede de sig stadig som Guds udvalgte folk. Tjenesten i<br />
templet fortsatte; der blev bragt ofre på dets besmittede altre, og den guddommelige<br />
velsignelse blev hver dag påkaldt over et folk, der var skyldigt i udgydelsen af Guds søns<br />
blod, og som stræbte efter at dræbe hans tjenere og apostle. Sådan vil det også blive, når<br />
helligdommens endelige og uigenkaldelige afgørelse er truffet, og verdens skæbne er<br />
bestemt for evigt. Da vil jordens beboere heller intet vide om det. Mennesker, som Guds ånd<br />
har forladt for bestandig, opretholder stadig ydre religiøse former — og den sataniske<br />
nidkærhed, hvormed det ondes fyrste vil inspirere dem til at udføre hans onde planer, vil<br />
udadtil ligne nidkærhed for Guds sag. {MBF 496.4}<br />
Da sabbatten er blevet det store stridsspørgsmål i hele kristenheden, og da religiøse og<br />
verdslige magter går sammen om at gennemtvinge søndagens helligholdelse, vil et lille<br />
mindretals vedholdende nægtelse af at underkaste sig det folkelige krav nedkalde en<br />
almindelig fordømmelse over dem. Man vil hævde, at de få, der modsætter sig en kirkelig<br />
forordning og en af landets love, ikke bør tåles, og at det er bedre, at de lider, end at hele<br />
nationer styrtes ud i lovløshed og ødelæggelse. Samme argument blev for snart 2000 år<br />
siden brugt mod Jesus af jødefolkets ledere. „Det er bedre for jer,“ sagde den onde Kajfas,<br />
„at ét menneske dør for folket, end at hele folket går til grunde.“3 {MBF 497.1}<br />
Dette argument vil blive anset for at være afgørende, og det vil ende med, at der udstedes<br />
et dekret, der fordømmer dem, der helligholder det fjerde buds sabbat, idømmer dem lovens<br />
strengeste straffe og giver folk ret til efter en vis tid at slå dem ihjel. Katolicismen i den<br />
gamle verden og den frafaldne protestantisme i den nye vil følge samme fremgangsmåde<br />
over for dem, der holder alle Guds bud i ære. {MBF 497.2}<br />
Guds folk vil blive kastet ud i sådanne oplevelser af sorg og lidelse, som profeten<br />
beskriver som en trængselstid for Jakob. „Dette siger Herren: Vi har hørt angstråb, der er<br />
frygt, ikke fred. … Hvorfor ser jeg da alle mænd … med blege ansigter? … Ve jer! Stor er<br />
denne dag, ingen dag er som den! Det er en trængselstid for Jakob, men han skal komme<br />
frelst ud af den.“4 {MBF 497.3}<br />
Den pinefulde nat, da Jakob kæmpede i bøn for at blive udfriet af Esaus hånd,5er et<br />
billede på Guds folks erfaring i trængselstiden. På grund af Jakobs bedrag for at sikre sig sin<br />
fars velsignelse, som tilkom Esau, måtte han flygte for sit liv, da han hørte sin brors<br />
dødstrusler. Efter at have været mange år i landflygtighed, brød han op for på Guds befaling<br />
at vende tilbage til sit fødeland med sine hustruer og børn, hyrder og kvægflokke. Da han<br />
386
Change language