Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
virkelig en krig mod Gud, som verden aldrig havde set magen til. Nationalforsamlingen<br />
forbød gudstjenester. Bibler blev beslaglagt og offentligt brændt under udvisning af den<br />
største foragt. Guds lov blev trampet under fode. Bibelens forordninger blev afskaffet. Den<br />
ugentlige hviledag blev tilsidesat — i stedet blev hver tiende dag brugt til svir og<br />
gudsbespottelse. Dåb og nadver blev forbudt, og plakater, som var opslået ved indgangen til<br />
kirkegårdene forkyndte, at døden var en evig søvn. {MBF 221.2}<br />
Gudsfrygt, hed det sig, var langt fra kilden til visdom, tværtimod var den galskabs<br />
begyndelse. Al religiøs tilbedelse med undtagelse af tilbedelsen af friheden og fædrelandet<br />
blev forbudt. „Biskoppen af Paris spillede hovedrollen i den frækkeste og mest skandaløse<br />
farce, som nogen sinde er blevet opført for en nationalforsamling. … Han blev sat til i fuld<br />
procession at erklære over for konventet, at den religion, han havde forkyndt i mange år, i<br />
enhver henseende var opfundet af præster og hverken havde rod i historien eller i hellig<br />
sandhed. Han afsvor i højtidelige og klare udtryk eksistensen af den guddom, som han var<br />
blevet viet til at tjene — og viede sig til for fremtiden at hylde frihed, lighed, dyd og moral.<br />
Derefter lagde han tegnene på sin værdighed som biskop på bordet og blev broderligt<br />
omfavnet af konventets formand. Adskillige frafaldne præster fulgte denne prælats<br />
eksempel.“14 {MBF 221.3}<br />
„Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for<br />
disse to profeter havde været til plage for dem.“ Det vantro <strong>Fra</strong>nkrig havde bragt Guds to<br />
irettesættende vidner til tavshed. Sandhedens ord lå dødt på <strong>Fra</strong>nkrigs gader, og de, der<br />
hadede Guds lovs restriktioner, jublede. Mennesker trodsede åbenlyst himlens Konge. De<br />
råbte som svundne tiders syndere: „Hvordan skulle Gud få det at vide? Mon den Højeste har<br />
indsigt?“15 {MBF 221.4}<br />
Med en næsten utrolig gudsbespottelig dristighed sagde en af den nye ordens præster:<br />
„Gud, hævn dit krænkede navn, hvis du eksisterer! Jeg udfordrer dig! Du forbliver tavs; du<br />
tør ikke slippe din torden løs. Hvem vil herefter tro på, at du er til?“16Disse ord lyder som et<br />
ekko af Faraos: „Hvem er Herren, som jeg skulle adlyde? … Jeg kender ikke<br />
Herren.“ {MBF 222.1}<br />
„Tåberne siger ved sig selv: ‘Gud er ikke til!’“ Herren siger om dem, der fordrejer<br />
sandheden: „Det skal blive klart for alle, hvor vanvittige de er.“17 {MBF 222.2}<br />
Kort efter at <strong>Fra</strong>nkrig var holdt op med at tilbede den levende Gud, nedlod det sig til<br />
vanærende afgudsdyrkelse ved at tilbede fornuftens gudinde i skikkelse af en ryggesløs<br />
kvinde. Og dette foregik i nationalforsamlingen i overværelse af landets højeste<br />
myndigheder! Historikeren fortæller: „En af denne sindssyge tids ceremonier er enestående<br />
med hensyn til meningsløshed og ugudelighed. Døren til konventet blev åbnet for et<br />
orkester, og med dette i spidsen gik byrådets medlemmer ind i højtidelig procession, mens<br />
de sang en hymne til frihedens pris. De medbragte en tilsløret kvinde, som de fremtidig<br />
171
Change language