Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kapitel 18—En amerikansk reformator<br />
En retskaffen, og helt igennem hæderlig landmand, som var kommet til at tvivle på<br />
Skriftens guddommelige autoritet, men som oprigtigt ønskede at kende sandheden, var den<br />
mand, som Gud specielt udvalgte til at lede forkyndelsen af Kristi genkomst. Som mange<br />
andre reformatorer havde William Miller i sin ungdom kæmpet med fattigdom og derved<br />
lært arbejdsomhed og selvfornægtelse. Han kom fra en uafhængig, frihedselskende familie,<br />
præget af udholdenhed og stor patriotisme — træk, der også var fremherskende i hans egen<br />
karakter. Hans far var kaptajn i revolutionshæren, og de trange kår i Millers opvækst kan<br />
muligvis skyldes de ofre, faderen bragte i denne stormfulde periodes kampe og<br />
lidelser. {MBF 255.1}<br />
William Miller var sund og kraftig, og allerede i barndommen viste han tegn på en<br />
intelligens ud over det sædvanlige. Dette blev endnu tydeligere, efterhånden som han<br />
voksede til. Han havde en aktiv og veludviklet forstand og en betydelig kundskabstørst.<br />
Skønt han ikke fik en akademisk uddannelse, gjorde hans forkærlighed for at studere og<br />
hans eftertænksomhed og opmærksomme, kritiske inds<strong>till</strong>ing ham til et menneske med sund<br />
dømmekraft og stort overblik. Han var i besiddelse af en uangribelig moral og et<br />
misundelsesværdigt omdømme, idet han var almindeligt værdsat for integritet,<br />
sparsommelighed og menneskekærlighed. Ved hjælp af energi og flid erhvervede han tidligt<br />
kompetencer, men han opretholdt sine studier som hidtil. Han bestred talrige civile og<br />
militære hverv med anerkendelse, og vejen til rigdom og ære syntes åben for ham. {MBF<br />
255.2}<br />
Hans mor var en from og gudfrygtig kvinde, og i sin barndom blev han religiøst påvirket.<br />
Allerede i ungdommen kom han imidlertid i selskab med deister, hvis indflydelse var meget<br />
stor, fordi de for størstedelen var gode borgere og havde en human og menneskekærlig<br />
inds<strong>till</strong>ing. Da de levede midt iblandt kristne institutioner, var deres karakter til en vis grad<br />
formet heraf. De stod i gæld til Bibelen for deres gode egenskaber, som vandt dem agtelse<br />
og <strong>till</strong>id — og dog blev disse gode gaver fordrejet, så de kom til at virke imod Guds ord.<br />
Ved at omgås disse venner kom Miller til at dele deres synspunkter. Den almindelige<br />
fortolkning af Skriften frembød vanskeligheder, der forekom ham uoverstigelige; men når<br />
han lagde Bibelen til side, havde hans nye tro intet bedre at byde ham i stedet, og han følte<br />
sig langtfra tilfreds. Alligevel holdt han fast ved disse anskuelser i næsten tolv år. Men da<br />
han var 34, blev han ved Helligåndens påvirkning bevidst om sin tilstand som synder. I sin<br />
tidligere tro fandt han ingen forvisning om lykke og glæde hinsides graven. Fremtiden<br />
forekom ham mørk og uhyggelig. Han fortæller senere om sine følelser i denne<br />
periode: {MBF 256.1}<br />
„Tilintetgørelse var en kold og gysende tanke, og slutregnskabet alles undergang. Himlen<br />
var som kobber over mit hoved og jorden som jern under mine fødder. Evigheden — hvad<br />
199
Change language