Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
end det daglige brød, og hvis en sky formørkede deres sind, hvilede de ikke, før den var<br />
fordrevet. Idet de følte den tilgivende nåde, længtes de efter at se ham, som de elskede af<br />
hele deres hjerte. {MBF 323.4}<br />
Men endnu engang blev de skuffede. Frelseren kom ikke til den ventede tid. De havde set<br />
frem til hans komme med fuldkommen <strong>till</strong>id, og nu følte de som Maria, da hun fandt Jesu<br />
grav tom og grædende udbrød: „De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt<br />
ham.“14 {MBF 323.5}<br />
En følelse af ærefrygt, en angst for, at budskabet muligvis kunne være sandt, havde i<br />
nogen tid holdt den vantro verden i skak. Selv efter at timen for genkomsten var<br />
overskredet, forsvandt denne følelse ikke straks. Først turde man ikke hovere over dem, der<br />
var blevet skuffet. Men da der ikke viste sig noget tegn på Guds vrede, forlod angsten dem,<br />
og de begyndte at håne de troende. Mange, der havde bekendt sig til at tro på Herrens<br />
genkomst, forkastede deres tro. Nogle, som havde været helt sikre i deres tro, blev så dybt<br />
såret i deres stolthed, at de helst ville være sunket i jorden. Ligesom Jonas rettede de<br />
anklager imod Gud og ville hellere dø end leve. De, der havde bygget på andres meninger i<br />
stedet for på Guds ord, var nu parat til at skifte mening igen. Spotterne vandt de svage og<br />
kujonagtige over på deres side, og de blev enige om, at nu var der hverken grund til at frygte<br />
eller håbe. Tidspunktet var overskredet, Herren var ikke kommet, og verden kunne forblive<br />
uforandret i tusinde år. {MBF 324.1}<br />
De oprigtigt troende havde givet afkald på alt for Kristi skyld og følt hans nærhed som<br />
aldrig før. De havde troet, at de gav verden den sidste advarsel, og da de havde ventet snart<br />
at blive modtaget af deres himmelske Herre og hans engle, havde de trukket sig en hel del<br />
tilbage fra dem, der ikke havde taget imod budskabet. Med inderlig længsel havde de<br />
bedt: {MBF 324.2}<br />
„Kom, Herre Jesus, kom snart!“ Men han var ikke kommet. Og nu var det en frygtelig<br />
prøve for deres tro og tålmodighed at genoptage livets byrder og udholde verdens hån og<br />
spot. {MBF 324.3}<br />
Og dog var denne skuffelse ikke så stor som den, disciplene oplevede på Kristi tid. Da<br />
Jesus holdt sit sejrrige indtog i Jerusalem, troede hans tilhængere, at han ville sætte sig på<br />
Davids trone og befri Israel for dets undertrykkere. Fulde af håb og forventning kappedes de<br />
om at ære deres Konge. Mange strøede palmegrene eller lagde deres klæder som et tæppe på<br />
hans vej. Begejstret råbte de: „Hosianna, Davids søn!“ Da farisæerne vrede og foruroligede<br />
over dette opfordrede Jesus til at irettesætte sine disciple, svarede han: „Hvis de tier, vil<br />
stenene råbe.“15Profetien måtte opfyldes. Disciplene opfyldte Guds hensigt, og dog skulle<br />
de lide en bitter skuffelse. Få dage senere måtte de se Frelseren lide en grufuld død og blive<br />
begravet. Deres forventninger var ikke blevet virkeliggjort, og deres håb døde sammen med<br />
253
Change language