Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
gribende ord: „Jeg gav dig min ed og indgik en pagt med dig, så du blev min, siger Gud<br />
Herren.“ „Du blev meget smuk, du fik kongelig værdighed. Blandt folkene fik du ry for din<br />
skønhed, som var fuldendt ved al den pragt, jeg havde iført dig. … men i <strong>till</strong>id til din<br />
skønhed og dit ry gav du dig til at hore.“ „Men som en kvinde er troløs mod sin elskede, var<br />
I troløse mod mig, Israels hus, siger Herren.“9 {MBF 306.3}<br />
I Det Nye Testamente rettes en lignende udtalelse til dem, der kalder sig kristne, men<br />
foretrækker verdens venskab for Guds. Apostlen Jakob siger: „I utro, ved I ikke, at venskab<br />
med verden er fjendskab med Gud? Den, der vil være ven med verden, står som en fjende af<br />
Gud.“10 {MBF 306.4}<br />
Den kvinde (Babylon), der omtales i Åb 17, beskrives således: „Kvinden var klædt i<br />
purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler; i hånden holdt hun et<br />
guldbæger fyldt med afskyeligheder og hendes utugts urenheder. På panden var der skrevet<br />
et navn, en hemmelighed: ‘Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens<br />
afskyeligheder.’“ Profeten siger: „Og jeg så, at kvinden var beruset af de helliges blod og af<br />
Jesu vidners blod.“ Det siges videre, at Babylon er „den store by, som har herredømme over<br />
jordens konger.“11Den magt, som i mange hundrede år bevarede sit despotiske herredømme<br />
over de kristne monarker, er romerkirken. Purpur og skarlagen, guld, ædelstene og perler er<br />
et udtryk for den rigdom og mere end kongelige pragt, som de høje gejstlige i Rom omgav<br />
sig med. Og ingen anden magt kunne med samme sandhed kaldes „beruset af de helliges<br />
blod“ som den kirke, der så grusomt havde forfulgt Kristi tilhængere. Babylon beskyldes<br />
også for at have et utilbørligt forhold til „jordens konger“. Den jødiske kirke blev en skøge,<br />
fordi den forlod Herren og sluttede forbund med hedningerne. På lignende måde<br />
nedværdigede romerkirken sig ved at søge de verdslige magters støtte; og den blev fordømt<br />
på samme måde. {MBF 306.5}<br />
Babylon beskyldes for at være „moder til skøgerne.“ Hendes døtre må være de kirker,<br />
som holder fast ved hendes læresætninger og traditioner og følger hendes eksempel ved at<br />
ofre sandheden og Guds billigelse for at slutte en ulovlig pagt med verden. Budskabet i Åb<br />
14, der forkynder Babylons fald, må være møntet på de trossamfund, der engang var rene,<br />
men er blevet fordærvede. Da budskabet følger efter advarslen om dommen, må det<br />
forkyndes i de sidste dage. Derfor kan det ikke udelukkende gælde romerkirken, for den har<br />
været falden i mange århundreder. I Åb 18 opfordres Guds folk yderligere til at drage ud af<br />
Babylon. I henhold til dette skriftsted må mange af Guds børn stadig være i Babylon. Og i<br />
hvilke trossamfund findes flertallet af Kristi tilhængere i dag? Utvivlsomt i de forskellige<br />
kirker, der bekender sig til den protestantiske tro. Da disse kirker blev grundlagt, stod de på<br />
Guds og sandhedens side, og Gud velsignede dem. Selv den vantro verden blev tvunget til at<br />
anerkende de gode resultater af at anerkende evangeliets principper. Dette udtrykker<br />
profeten således til Israel: „Blandt folkene fik du ry for din skønhed, som var fuldendt ved al<br />
den pragt, jeg havde iført dig, siger Herren.“ Men de faldt på grund af den attrå, som også<br />
240
Change language