Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
burde anses for hellig,“ og at ingen fra det tidspunkt til mandag morgen måtte beskæftige sig<br />
med verdsligt arbejde.13 {MBF 464.1}<br />
Trods alle anstrengelser for at bevise søndagens hellighed indrømmede katolikkerne<br />
offentligt sabbattens guddommelige autoritet, og at den forordning, de havde erstattet den<br />
med — søndagen, var af menneskelig oprindelse. I det 16. århundrede hed det ganske klart i<br />
en udtalelse fra et paveligt koncil: {MBF 464.2}<br />
„Lad alle kristne huske, at den syvende dag blev helliget af Gud og er blevet antaget og<br />
overholdt ikke blot af jøderne, men også af alle andre, der gør krav på at tjene Gud; dog har<br />
vi kristne forandret deres sabbat til Herrens Dag.“14 {MBF 464.3}<br />
De, der har ændret Guds lov, var ikke uvidende om, hvad de gjorde. De satte sig med<br />
velberåd hu over Gud. {MBF 464.4}<br />
En slående demonstration af Roms politik over for dem, der er uenige med kirken, fik<br />
man i den lange, blodige forfølgelse af valdenserne (se noter). Nogle af disse helligholdt<br />
sabbatten. Også andre måtte lide for deres troskab mod det fjerde bud. De etiopiske kirkers<br />
historie er især betydningsfuld. I den mørke middelalder havde man tabt de kristne i<br />
Centralafrika af syne, og i mange år kunne de frit udøve deres tro. Men til sidst blev Rom<br />
opmærksom på deres eksistens, og kejseren af Etiopien blev snart lokket til at anerkende<br />
paven som Kristi stedfortræder. Andre indrømmelser fulgte. Der blev udstedt en forordning,<br />
som under trusler om de strengeste straffe forbød helligholdelse af sabbatten.15Men det<br />
pavelige åg blev snart så tyngende, at etiopierne besluttede at kaste det af sig. Efter en<br />
frygtelig kamp blev katolikkerne forvist fra deres ejendomme, og den gamle tro blev<br />
genindført. Kirkerne glædede sig over deres frihed, og de glemte aldrig den lektie, de havde<br />
lært angående Roms vildførelse, fanatisme og despotiske magt. De var tilfredse med at<br />
forblive i deres ensomme rige, ukendt for den øvrige kristenhed. {MBF 464.5}<br />
De afrikanske kirker overholdt sabbatten, ligesom pavekirken havde gjort før sit<br />
fuldstændige frafald. Skønt de helligholdt sabbatten i lydighed mod Guds bud, afholdt de sig<br />
fra at arbejde om søndagen i overensstemmelse med kirkens skik. Da Rom havde fået<br />
virkelig magt, trådte den Guds sabbat under fode for at ophøje sin egen; men Afrikas kirker,<br />
der havde levet skjult i næsten tusind år, deltog ikke i dette frafald. Da de en tid kom under<br />
Roms herredømme, blev de tvunget til at tilsidesætte den sande sabbat og ophøje den falske,<br />
men ikke så snart havde de genvundet deres frihed, før de vendte tilbage til at adlyde det<br />
fjerde bud (se noter). {MBF 464.6}<br />
Disse beretninger fra gamle dage afslører tydeligt Roms fjendskab mod den sande sabbat<br />
og dens forsvarere, og hvilke midler, den tager i brug for at ære den hviledag, den selv har<br />
indstiftet. Guds ord siger, at disse forhold vil gentage sig, når de romerske katolikker og<br />
protestanterne går sammen om at ophøje søndagen. {MBF 465.1}<br />
361
Change language