Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
sjæle i fortabelse, mens de foregav at lede dem til Paradisets port. Først når det endelige<br />
regnskab skal gøres op, vil det stå klart, hvor stort et ansvar mænd i hellige embeder har, og<br />
hvor frygtelige resultater deres utroskab har ført til. Først i evigheden kan vi rettelig<br />
bedømme tabet af én eneste sjæl. Forfærdelig bliver dommen over den, til hvem Gud siger:<br />
„Gå bort fra mig, du onde tjener!“ {MBF 516.3}<br />
<strong>Fra</strong> himlen høres Guds stemme forkynde dag og time for Jesu genkomst og den evige<br />
pagt med sit folk. Som vældige tordendrøn lyder hans stemme over hele jorden. Guds Israel<br />
står og lytter med blikket rettet opad. Deres ansigter oplyses af hans herlighed og stråler som<br />
Moses’ ansigt, da han kom ned fra Sinaj. De gudløse kan ikke holde ud at se på dem. Og da<br />
velsignelsen udtales over dem, der har æret Gud ved at helligholde hans sabbat, lyder der et<br />
vældigt sejrsråb. Snart kommer der en lille sort sky til syne i øst, omtrent halvt så stor som<br />
en mands hånd. Det er den sky, der omgiver Frelseren, og som på afstand ser ud til at være<br />
hyllet i mørke. Guds folk ved, at dette er Menneskesønnens tegn. I højtidelig tavshed stirrer<br />
de på skyen, som den nærmer sig jorden og bliver lysere og mere strålende, indtil den er en<br />
stor, hvid sky, der forneden stråler som en fortærende ild, og øverst er omsluttet af pagtens<br />
regnbue. Jesus kommer som en mægtig sejrherre — ikke som en „smerternes mand“ for at<br />
drikke skammens og smertens bitre kalk — men som himlens og jordens sejrherre kommer<br />
han for at dømme levende og døde. „Tro og Sanddru“ hedder han. „Han dømmer og strider<br />
med retfærdighed.“ Og „hærene i himlen fulgte ham.“13En utallig engleskare følger ham<br />
med hymner af himmelsk velklang. Hele himmelhvælvingen synes fyldt af strålende<br />
skikkelser — „tusind tusinder og titusind titusinder.“ Ingen menneskelig pen kan beskrive<br />
denne scene, intet menneskeligt sind kan fatte dens pragt. „Hans herlighed dækker himlen,<br />
jorden er fuld af hans pris; glansen er som lyset.“14Idet den levende sky nærmer sig, ser<br />
hvert øje livets Fyrste. Ingen tornekrone skæmmer hans hellige hoved, men en strålekrans<br />
hviler på hans hellige pande. Hans ansigt overstråler middagssolens blændende glans. „På<br />
sin kappe og på sin hofte har han et navn skrevet: Kongernes Konge og Herrernes<br />
Herre.“15 {MBF 517.1}<br />
I hans nærhed må „alle ansigter blegne.“ Over dem, der afviser Guds nåde, falder den<br />
evige fortvivlelses rædsel. „Ængstede hjerter, rystende knæ. … Og alle ansigter<br />
blegner.“16De retfærdige råber med skælvende stemme: „Hvem kan bestå?“ Englesangen<br />
forstummer, og en højtidelig stilhed indtræder. Så høres Jesu stemme: „Min nåde er nok for<br />
jer.“ De retfærdiges ansigter lyser op, og deres hjerter fyldes med glæde. Englene slår en<br />
højere tone an og synger på ny, efterhånden som de kommer nærmere og nærmere mod<br />
jorden. {MBF 517.2}<br />
Kongernes Konge stiger ned på skyen, indhyllet i flammende ild. Himlene rulles sammen<br />
som en bogrulle, jorden skælver for ham, og alle bjerge og øer flytter sig fra deres sted.<br />
„Vor Gud kommer, han tier ikke. Foran ham går en fortærende ild, omkring ham raser en<br />
402
Change language