Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
pavens. Biskoppen af Meaux, en af kirkens højtstående mænd, sluttede sig snart til dem.<br />
Andre lærde og dygtige lærere fulgte hans eksempel. De begyndte at forkynde evangeliet,<br />
som vandt tilhængere i alle samfundslag, lige fra bønder og håndværkere til hofmænd. En<br />
søster til kong <strong>Fra</strong>ns I antog den reformerte tro. Selv kongen og enkedronningen syntes i<br />
nogen tid at se med venlige øjne på troen, og reformatorerne så frem til en tid, hvor <strong>Fra</strong>nkrig<br />
ville være vundet for evangeliet. {MBF 173.6}<br />
Deres håb skulle ikke blive opfyldt. Prøvelser og forfølgelser ventede Kristi disciple.<br />
Men dette var barmhjertigt skjult for deres øjne. Først kom der en fredelig tid, hvor<br />
reformationen gjorde hurtige fremskridt, og de kunne samle kræfter til at møde stormen.<br />
Biskoppen af Meaux arbejdede i sit eget stift med megen iver på at undervise både<br />
gejstligheden og folket. Uvidende og umoralske præster blev fjernet og så vidt muligt<br />
erstattet med lærde, fromme mænd. Biskoppen ønskede inderligt, at folket skulle få adgang<br />
til Guds ord, og dette ønske blev snart opfyldt. Lefévre påtog sig at oversætte Det Nye<br />
Testamente, og netop da Luthers tyske Bibel udkom i Wittenberg, udkom Det Nye<br />
Testamente på fransk i Meaux. Biskoppen sparede ingen ulejlighed eller udgift for at give<br />
det til sine sognebørn, og i løbet af kort tid var bønderne i Meaux i besiddelse af Den hellige<br />
Skrift. {MBF 174.1}<br />
Disse mennesker modtog Himlens budskab ligesom rejsende, der er ved at omkomme af<br />
tørst, hilser et kildevæld velkommen. Arbejderne på marken og håndværkerne på værkstedet<br />
fattede nyt mod i deres daglige slid ved at tale om Bibelens kostelige sandheder. Om aftenen<br />
samledes de ikke længere på vinstuen, men i hjemmene for at læse Guds ord og bede<br />
sammen. Snart skete der en stor forandring i disse sogne. Skønt de var uoplyste og hårdt<br />
arbejdende bønder, blev deres liv præget af den guddommelige nådes forvandlende og<br />
opløftende magt. Ydmyge og kærlige stod de som eksempler på, hvad evangeliet kan gøre<br />
for den, der modtager det i alvor og oprigtighed. {MBF 174.2}<br />
Det lys, som var blevet tændt i Meaux, sendte sine stråler vidt omkring. For hver dag, der<br />
gik, voksede de omvendtes antal. I nogen tid blev gejstlighedens raseri holdt i skak af<br />
kongen, som foragtede munkenes skinhellighed; men til sidst sejrede de katolske ledere. Nu<br />
blev bålene tændt. Biskoppen af Meaux, der blev tvunget til at vælge mellem bålet og<br />
tilbagekaldelse, valgte den nemmeste udvej, men trods lederens frafald forblev hans<br />
menighed standhaftig. Mange vidnede om sandheden, mens flammerne slikkede op om dem.<br />
Disse ydmyge kristne vidnede ved deres tapperhed og troskab for tusinder, som i fredens<br />
dage aldrig ville havde hørt deres vidnesbyrd. {MBF 174.3}<br />
Det var ikke kun de ydmyge og fattige, der trods lidelse og forhånelse vovede at vidne<br />
for Kristus. I slotte og paladser var der ædle sjæle, der vurderede sandheden højere end<br />
rigdom og rang — ja end selve livet. Under den kongelige rustning gemte der sig en mere<br />
ophøjet og standhaftig ånd end under biskoppens kåbe. Louis de Berquin var af adelig byrd.<br />
133
Change language