Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
blevet kaldt „Guds stedfortræder“ og erklæret for ufejlbarlig (se noter). Han forlanger at<br />
blive hyldet af alle mennesker. På denne måde s<strong>till</strong>er Satan gennem romerkirken det samme<br />
krav, som han s<strong>till</strong>ede i ørkenen. Og store skarer bringer ham deres hyldest. {MBF 42.3}<br />
Men de, som frygter og ærer Gud, møder denne himmelråbende udfordring, som Kristus<br />
mødte den listige fjendes krav: „Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.“2Gud<br />
har aldrig så meget som antydet i sit ord, at han har udpeget et menneske til at være kirkens<br />
overhoved. Læren om pavens overhøjhed er i direkte strid med Skriftens lære. Paven har<br />
ikke anden magt over Kristi kirke, end den, han har tilranet sig. {MBF 42.4}<br />
Romerkirkens tilhængere har til stadighed beskyldt protestanterne for kætteri og forsætlig<br />
adskillelse fra den sande kirke, men disse beskyldninger passer bedre på dem selv. Det er<br />
dem, der har svigtet Kristi lære og er afveget fra „den tro, som én gang for alle er overdraget<br />
de hellige.“3 {MBF 43.1}<br />
Satan vidste udmærket, at mennesker kunne afsløre hans bedrag ved hjælp af Den hellige<br />
Skrift. Det var ved Ordets hjælp, verdens frelser havde imødegået hans angreb. Hver gang<br />
Jesus blev angrebet, løftede han den evige sandheds skjold og sagde: „Der står skrevet.“<br />
Han afviste alle fjendens forslag med Ordets visdom og kraft. Hvis det skulle lykkes Satan<br />
at beholde sin magt over menneskene og hævde den pavelige magtraners myndighed, var<br />
det bydende nødvendigt, at han fik forhindret dem i at lære Skriften at kende. Bibelen ville<br />
ophøje Gud og anbringe det skrøbelige menneske på dets rette plads. Derfor skulle dens<br />
hellige sandheder skjules og undertrykkes. Det var denne fremgangsmåde, romerkirken<br />
benyttede. I århundreder var det forbudt at udbrede Bibelen. Folk måtte ikke læse den eller<br />
have den i deres hjem, og samvittighedsløse præster og prælater tolkede dens lære, „så den<br />
underbyggede deres egne påstande.“ På den måde blev paven anerkendt som Guds<br />
stedfortræder næsten overalt på jorden og udstyret med myndighed over kirke og<br />
stat. {MBF 43.2}<br />
Da bogen, som afslører vildfarelse, var skaffet af vejen, kunne Satan arbejde, som han<br />
havde lyst til. Ifølge profetien skulle pavedømmet „tragte efter at ændre tider og lov,“4og<br />
det varede ikke længe, før det gjorde forsøg på dette. For at give dem, der fra hedenskabet<br />
var kommet ind i kirken, en erstatning for billeddyrkelsen og dermed lette deres formelle<br />
overgang til kristendommen, gjorde man gradvis tilbedelse af billeder og relikvier til en del<br />
af den kristne gudstjeneste. Dette afguderi blev til sidst anerkendt på et almindeligt<br />
kirkemøde (se noter). Rom fuldbyrdede sin helligbrøde ved at driste sig til fjerne det andet<br />
bud fra Guds lov — det bud, der forbyder billeddyrkelse — og at dele det tiende bud for at<br />
bevare det oprindelige antal uforandret. {MBF 43.3}<br />
Tendensen til at gøre indrømmelser over for hedenskabet førte til endnu en krænkelse af<br />
himlens myndighed. Ved verdslige kirkelederes hjælp begyndte Satan nu også at pille ved<br />
det fjerde bud. Han prøvede på at afskaffe Bibelens sabbat — den dag, Gud havde velsignet<br />
27
Change language