Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
hvilken dag der bør helligholdes i overensstemmelse med det fjerde bud, således: „I henhold<br />
til den gamle lov var lørdagen helliget; men kirken har sat søndag i stedet for lørdag ifølge<br />
Jesu Kristi vejledning og under Guds ånds førelse; så nu holder vi den første og ikke den<br />
syvende dag hellig. Søndagen betyder og er nu Herrens dag.“ {MBF 360.2}<br />
Som tegn på den katolske kirkes autoritet henviser katolske forfattere til „selve den<br />
handling at flytte hviledagen til søndag, som protestanter godkender; … fordi de ved at<br />
holde søndagen hellig anerkender kirkens magt til at indstifte helligdage, og til at kalde det<br />
en synd at overtræde dem.“38Kan ændringen af sabbatten da være andet end tegnet eller<br />
mærket på Romerkirkens autoritet — „dyrets mærke“? {MBF 360.3}<br />
Romerkirken har ikke opgivet sit krav på overhøjhed, og når verden og de protestantiske<br />
kirker anerkender den helligdag, romerkirken har indført, og forkaster Bibelens sabbat,<br />
anerkender de denne overhøjhed. De henviser måske til, at traditionerne og kirkefædrenes<br />
myndighed støtter denne ændring, men hvis de gør det, glemmer de selve det princip, som<br />
skiller dem fra romerkirken — at „Bibelen og Bibelen alene er protestanternes religion.“<br />
Katolikkerne ser, at protestanterne bedrager sig selv og med vilje lukker øjnene for sagens<br />
kendsgerninger. Når bevægelsen for tvungen søndagshelligholdelse får vind i sejlene, vil<br />
katolikkerne fryde sig, for så kan de være sikre på, at hele den protestantiske verden snart vil<br />
fylkes under Roms banner. {MBF 360.4}<br />
Katolikkerne erklærer, at „protestanternes helligholdelse af søndagen er en hyldest, som<br />
de mod deres vilje viser den katolske kirkes myndighed.“39De protestantiske kirkers forsøg<br />
på at gennemtvinge søndagslove er at gennemtvinge tilbedelse af pavedømmet — dyret. De,<br />
som forstår det fjerde buds krav og alligevel beslutter sig til at helligholde den falske<br />
hviledag i stedet for den sande sabbat, hylder derved den magt, som har påbudt den. Men<br />
netop ved at gennemtvinge en religiøs pligt ved verdslige myndigheders hjælp vil kirkerne<br />
selv danne et billede af dyret. Og derfor vil tvungen søndagshelligholdelse i De forenede<br />
Stater være tvungen tilbedelse af dyret og dets billede. {MBF 360.5}<br />
Men tidligere generationer af kristne helligholdt søndagen i den tro, at de helligholdt<br />
Bibelens sabbat — og der findes i dag sande kristne i alle trossamfund — også i den<br />
katolske kirke — som oprigtigt tror, at søndagen er den sabbat, Gud har påbudt. Gud<br />
godkender disse menneskers gode hensigt og oprigtighed. Men når søndagens helligholdelse<br />
bliver gennemtvunget ved lov og verden bliver oplyst om den sande sabbats krav på<br />
helligholdelse, vil hver den, der bryder Guds lov for at adlyde en befaling, som kun er<br />
baseret på romerkirkens autoritet, derved ophøje pavedømmet over Gud. Han vil hylde<br />
romerkirken og den statsmagt, der gennemtvinger det, romerkirken har påbudt — tilbede<br />
dyret og dets billede. De mennesker, der forkaster den dag, Gud har kaldt tegnet på sin<br />
autoritet, og i stedet helligholder den dag, romerkirken har valgt som et tegn på sin<br />
overhøjhed, tager imod tegnet på lydighed mod Rom — „dyrets mærke.“ Men det er først,<br />
281
Change language