Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Det var en farlig tid for Kristi menighed. De trofaste var få. Skønt sandheden aldrig<br />
manglede vidner, så det somme tider ud til, at vildfarelse og overtro skulle tage fuldstændig<br />
overhånd, og at den sande religion ville blive helt udslettet. Evangeliet blev tabt af syne,<br />
men til gengæld kom der flere og flere religiøse ceremonier, og folket tyngedes af strenge<br />
krav. {MBF 46.2}<br />
De blev ikke blot oplært til at betragte paven som deres mellemmand, men også til at tro,<br />
at de skulle sone deres synd ved egne gerninger. Det blev krævet, at de skulle foretage lange<br />
pilgrimsrejser, gøre bodsøvelser, tilbede relikvier og helgenskrin, bygge kirker og altre og<br />
betale store summer til kirken for at mildne Guds vrede. Som om Gud var et menneske, der<br />
bliver vred over bagateller og kan formildes ved hjælp af gaver og bodsøvelser! {MBF<br />
46.3}<br />
Romerkirkens indflydelse syntes at tiltage på trods af dens lederes fordærvelse. I<br />
slutningen af det ottende århundrede hævdede pavekirken, at de romerske biskopper i<br />
kirkens første dage havde været i besiddelse af de samme åndelige magtbeføjelser, som de<br />
nu foregav at have. Denne påstand måtte underbygges for at få et skær af sandhed. Løgnens<br />
far fik munkene til at forfalske gamle skrifter. Man „fandt“ hidtil ukendte<br />
konciliebeslutninger, som bekræftede pavens universelle overhøjhed fra de tidligste tider, og<br />
en frafalden kirke greb begærligt disse falsknerier (se noter). De få, der trofast byggede på<br />
den sande grundvold,12blev tvivlrådige og hæmmede, da denne falske lære vanskeliggjorde<br />
arbejdet. Ligesom de, der byggede muren om Jerusalem på Nehemias’ tid, var nogle<br />
tilbøjelige til at sige: „Bærernes kraft nedbrydes, der er så mange murbrokker; vi er ikke i<br />
stand til at bygge muren.“13Nogle af de trofaste bygningsmænd, der var ved at blive trætte<br />
af den stadige kamp mod forfølgelser, bedrag, lastefuldhed og alle de øvrige hindringer,<br />
Satan kunne finde på at lægge i vejen for deres fremgang, tabte modet, og for at opnå fred<br />
og sikkerhed for deres ejendom og deres liv vendte de sig bort fra den sande grundvold.<br />
Andre, der ikke var forfærdet over deres fjenders modstand, erklærede uden frygt: „Vor Gud<br />
vil kæmpe for os.“14„Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.“15 {MBF<br />
46.4}<br />
Guds fjender har til alle tider været besjælet af det samme had og den samme modvilje<br />
mod sandheden, og hans tjenere har altid måttet vise samme årvågenhed og troskab. Jesu<br />
ord til de første disciple gælder hans efterfølgere lige til verdens ende: „Hvad jeg siger til<br />
jer, siger jeg til alle: våg!“16 {MBF 47.1}<br />
Mørket syntes at blive tættere og tættere. Tilbedelse af helgenbilleder blev stedse mere<br />
almindelig. Man brændte lys foran dem og opsendte bønner til dem. De mest tåbelige og<br />
overtroiske skikke vandt stadig større udbredelse. Mennesker var i den grad domineret af<br />
overtro, at selv almindelig sund fornuft lod til at være gået tabt. Når præster og biskopper<br />
30
Change language