Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Præster og rådsherrer erindrer med uhyggelig klarhed det, der skete på Golgata. Med<br />
gysen og rædsel husker de, hvordan de rystede på hovedet og med djævelsk hån råbte:<br />
„Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige<br />
ned fra korset, så vil vi tro på ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han<br />
vil vide af ham.“23 {MBF 519.2}<br />
De husker levende Frelserens lignelse om vingårdsmændene, der nægtede at give ejeren<br />
vingårdens frugt, og som mishandlede hans tjenere og dræbte hans søn. De husker også den<br />
dom, de selv afsagde: „Et ondt endeligt vil han give de onde.“ I disse utro mænds synd og<br />
straf ser præsterne og de ældste nu deres eget levnedsløb og deres egen retfærdige dom. Og<br />
nu lyder et skrig af den dybeste fortvivlelse. Højere end råbet: „Korsfæst ham! Korsfæst<br />
ham!“ som gav genlyd i Jerusalems gader, lyder dette frygtelige klageråb: „Han er Guds<br />
Søn! Han er virkelig Messias!“ De prøver på at flygte fra kongernes Konge. I jordens dybe<br />
huler, som er ødelagt af elementernes rasen, prøver de forgæves at gemme sig. {MBF<br />
519.3}<br />
Alle, der forkaster sandheden, oplever nu og da øjeblikke, hvor samvittigheden vågner,<br />
og hukommelsen viser et martrende minde om et liv i hykleri, og hvor sjælen plages af<br />
ørkesløse beklagelser. Men dette er for intet at regne i sammenligning med den anger og<br />
selvbebrejdelse, de vil føle på den dag, „når rædslen kommer over jer som et uvejr, når jeres<br />
ulykke kommer som en hvirvelvind.“24De, der ville tilintetgøre Kristus og hans folk, bliver<br />
nu vidne til den herlighed, der hviler over dem. Midt i al deres rædsel hører de de helliges<br />
stemmer råbe frydefuldt: „Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste<br />
os.“25 {MBF 519.4}<br />
Under jordens rystelser, lynenes glimten og tordenens buldren kalder Guds søns stemme<br />
de sovende hellige frem. Han ser på de retfærdiges grave, og så løfter han sine hænder og<br />
råber: „Vågn, vågn, vågn, I, som sover i støvet, og stå op!“ Overalt på jorden skal de døde<br />
høre hans stemme, og de, der hører, skal leve. Hele jorden vil genlyde af den umådeligt<br />
store hærskare fra alle nationer, slægter, tungemål og folk. <strong>Fra</strong> dødens fængsel kommer de,<br />
klædt i udødelig herlighed, under råbet: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din<br />
brod?“26De levende retfærdige og de opstandne hellige forener deres stemmer i et langt,<br />
frydefuldt sejrsråb. {MBF 520.1}<br />
Alle kommer frem af deres grave i samme skikkelse, som da de blev lagt i dem. Adam,<br />
der står i den opstandne skare, er en høj, majestætisk skikkelse, kun lidt mindre end Guds<br />
søn. Han udgør en markant kontrast til menneskene af senere generationer. I dette ene<br />
tilfælde vises menneskeracens degeneration. Men alle opstår med den evige ungdoms<br />
friskhed og vitalitet. I begyndelsen blev mennesket skabt i Guds billede, ikke blot i karakter,<br />
men i skikkelse og egenskaber. Synden har vansiret og næsten udslettet Guds billede, men<br />
Kristus kom for at genskabe det, der var gået tabt. Han vil forandre vore usle legemer, og<br />
404
Change language