Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
på denne måde. „Hvorfor skal Kristus være den højeste?“ spurgte den mægtige engel.<br />
„Hvorfor vises der ham større ære end mig?“ {MBF 397.3}<br />
Lucifer forlod sin plads i Guds nærhed og begyndte at skabe utilfredshed blandt englene.<br />
Han var meget forsigtig og hemmelighedsfuld, og i nogen tid lykkedes det ham at skjule sin<br />
virkelige hensigt. Med tilsyneladende ærbødighed for Gud søgte han at skabe utilfredshed<br />
med de love, som gjaldt for alle himmelske væsener, idet han antydede, at de var urimeligt<br />
strenge. Han påstod, at da englenes natur var hellig, kunne de roligt følge deres egen vilje.<br />
Han pøvede at skabe sympati for sig ved at sige, at Gud havde behandlet ham uretfærdigt<br />
ved at vise Kristus større ære. Han påstod, at hans ønske om større magt og ære ikke<br />
skyldtes trang til selvophøjelse, men at han kun forsøgte at skaffe alle himlens beboere<br />
større frihed, så de kunne få en mere ophøjet tilværelse. {MBF 397.4}<br />
I sin store barmhjertighed bar Gud længe over med Lucifer. Han blev ikke afsat fra sin<br />
ophøjede s<strong>till</strong>ing, da han begyndte at nære utilfredshed, eller da han fremsatte falske<br />
påstande over for de loyale engle. Han fik længe lov til at blive i himlen. Gang på gang fik<br />
han tilbudt tilgivelse, hvis han ville angre og bøje sig. Anstrengelser, som kun en uendeligt<br />
kærlig og vis Gud kunne udtænke, blev udfoldet for at overbevise ham om hans vildfarelse.<br />
Der havde aldrig før været utilfredshed i himlen. I begyndelsen forstod Lucifer ikke selv,<br />
hvad han var på vej ind i. Han forstod ikke sine følelsers sande natur. Men da det blev<br />
bevist, at der ikke var nogen grund til hans utilfredshed, blev han overbevist om, at han<br />
havde uret, at Guds krav var retfærdige og at han burde erkende det for alle i himlen. Havde<br />
han gjort det, kunne han have frelst sig selv og mange engle. Han havde endnu ikke helt<br />
frigjort sig fra sin troskab mod Gud. Skønt han havde forladt sin s<strong>till</strong>ing som skærmende<br />
kerub, kunne han være blevet genindsat i denne s<strong>till</strong>ing, hvis han havde været villig til at<br />
komme til Gud, anerkende Skaberens visdom og lade sig genindsættte i den gerning, som<br />
Gud havde bestemt ham til. Men hans stolthed forbød ham at underkaste sig. Han blev ved<br />
med at forsvare sin handlemåde og fastholdt, at han ikke havde nogen grund til at angre —<br />
og til sidst kastede han sig ind i den store strid med sin skaber. {MBF 398.1}<br />
Hele hans vidunderlige begavelse blev nu sat ind på at bedrage for at sikre sig sympati<br />
hos de engle, han havde været leder for. Selv den kendsgerning, at Kristus havde advaret og<br />
formanet ham, fordrejede han for at fremme sine forræderiske planer. Til dem, der havde<br />
særlig <strong>till</strong>id og kærlighed til ham, havde han sagt, at han var blevet uretfærdigt dømt, og at<br />
hans frihed skulle indskrænkes. Først fordrejede han Kristi ord. Derefter beskyldte han Guds<br />
søn for at ville ydmyge ham for himlens beboere. Han bagtalte også de engle, der var loyale<br />
over for Gud. Alle dem, han ikke kunne overtale til at gå helt over på sit parti, beskyldte han<br />
for at være ligeglade med de himmelske væseners interesser. Han gav dem, der forblev tro<br />
mod Gud, skylden for sit eget bedrageriske værk. Og for at underbygge sin påstand om, at<br />
Gud havde været uretfærdig mod ham, fordrejede han Skaberens ord og handlinger. Hans<br />
politik gik ud på at forvirre englene ved snedige udlægninger af Guds hensigter. Alt, der var<br />
310
Change language