Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
deres førlighed og de døve hørelsen; han rensede de spedalske, oprejste de døde og<br />
forkyndte evangeliet for de fattige.16Til alle befolkningstrupper lød den samme nådige<br />
opfordring: „Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give<br />
jer hvile.“17 {MBF 17.3}<br />
Skønt de gengældte hans godhed med ondskab og hans kærlighed med had, fortsatte han<br />
trofast sin barmhjertige mission.18Han afviste aldrig de mennesker, der søgte hans nåde.<br />
Han var selv hjemløs. Forsmædelse og fattigdom var hans daglige lod; men han levede for<br />
at hjælpe mennesker, lindre deres smerter og indtrængende bede dem om at tage imod livets<br />
gave. De bølger af barmhjertighed, der blev afvist af disse genstridige hjerter, vendte tilbage<br />
i en stærkere strøm af medfølende, ubeskrivelig kærlighed. Men Israel havde vendt sig fra<br />
sin bedste ven og eneste hjælper. Hans kærlige hens<strong>till</strong>inger var blevet foragtet, hans råd<br />
hånligt afvist og hans advarsler latterliggjort. {MBF 17.4}<br />
Håbets og nådens dag nærmede sig hastigt sin afslutning. Gud havde længe holdt vreden<br />
tilbage, men nu var bægeret fuldt. De ulykkesskyer, der var trukket sammen gennem<br />
frafaldets og oprørets århundreder, var ildevarslende sorte, og uvejret ville snart bryde løs<br />
over det skyldige folk. Den eneste, der kunne have reddet dem fra den truende dom, havde<br />
de ringeagtet, hånet og forkastet. Da Jesus hang på Golgatas kors, ophørte Israel med at<br />
være Guds begunstigede og velsignede folk. Tabet af blot én eneste sjæl er så stor en<br />
ulykke, at den ikke kan erstattes af alverdens rigdomme. Da Jesus så ud over Jerusalem, så<br />
han den skæbne, der ville ramme en hel by, ja, et helt folk — den by og det folk, som Gud<br />
engang havde udvalgt som sin særlige ejendom. {MBF 18.1}<br />
Profeterne havde grædt over Israels frafald og de frygtelige ødelæggelser, som kom over<br />
dem for deres synders skyld. Jeremias siger: „Jeg græder og græder, tårer strømmer fra mine<br />
øjne, for Herrens hjord føres i fangenskab.“1919 {MBF 18.2}<br />
Hvilken sorg må da ikke have fyldt ham, hvis profetiske blik ikke blot spændte over år,<br />
men over århundreder! Han så dødsenglens sværd hævet imod den by, der så længe havde<br />
været Herrens bolig. <strong>Fra</strong> Oliebjergets top — akkurat det sted, der senere blev besat af Titus<br />
og hans hær — så han ud over dalen og betragtede de hellige forgårde og buegange, og med<br />
tårer i øjnene så han i et frygteligt syn murene omringet af fremmede hære. Han hørte mødre<br />
og børn råbe på brød i den belejrede by. Han så dens hellige, smukke tempel og dens<br />
paladser og tårne blive flammernes bytte, og han så de rygende ruiner, hvor de engang<br />
havde ligget. {MBF 18.3}<br />
Han kastede blikket ind i fremtiden og så pagtsfolket spredt til alle lande, som „vragrester<br />
på en øde strand.“ Han vidste, at den timelige straf, der snart ville ramme byens indbyggere,<br />
kun var det første drag af den vredesskål, som de skulle drikke til sidste dråbe i den endelige<br />
dom. Guddommelig medynk og inderlig kærlighed kom til udtryk i de sørgmodige ord:<br />
„Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor<br />
8
Change language