Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kong Ferdinand, kejserens repræsentant på rigsdagen, indså, at forordningen ville skabe<br />
alvorlig splittelse, hvis man ikke kunne formå fyrsterne til at støtte den. Vel vidende at<br />
brugen af magt over for sådanne mænd blot ville styrke deres beslutning, forsøgte han<br />
overtalelsens kunst. Han bad indtrængende fyrsterne om at godkende dekretet og forsikrede<br />
dem, at kejseren ville være overordentlig tilfreds med dem. Men disse tro mænd anerkendte<br />
en myndighed, som var hævet over jordiske herskeres, og svarede: „Vi vil adlyde kejseren i<br />
alt, hvad der kan bidrage til at opretholde freden og Guds ære.“11 {MBF 163.1}<br />
Til sidst meddelte kongen dem i rigsdagens påhør, at ediktet var ved at blive affattet i<br />
form af et kejserligt dekret, og at den eneste mulighed var at bøje sig for flertallet. Da han<br />
havde sagt det, trak han sig tilbage uden at give reformationens tilhængere mulighed for at<br />
svare. Det hjalp ikke, at man sendte en deputation til kongen for at trygle ham om at komme<br />
tilbage. Hans eneste svar på deres indvendinger var: „Sagen er afgjort! Der mangler kun, at<br />
man underkaster sig!“12 {MBF 163.2}<br />
Det kejserlige parti var overbevist om, at de kristne fyrster ville holde sig til Den hellige<br />
Skrift og betragte den som hævet over alle menneskelige læresætninger og krav. Og de<br />
vidste, at hvor som helst dette princip blev godkendt, ville pavedømmet til sidst blive væltet.<br />
Men som tusinder af andre efter deres tid, der kun ser på „de synlige ting,“ smigrede de sig<br />
med, at kejserens og pavens sag var stærk og reformationens svag. Havde reformatorerne<br />
kun været afhængige af menneskers hjælp, ville de have været netop så magtesløse, som<br />
katolikkerne formodede. Men skønt de var få og i strid med Rom, havde de deres egen<br />
styrke. „De indankede deres sag fra rigsdagens afgørelse til Guds ord, og fra kejser Karl V<br />
til kongernes Konge og herrernes Herre.“13 {MBF 163.3}<br />
Da Ferdinand havde nægtet at tage hensyn til deres overbevisning, besluttede fyrsterne<br />
ikke at tage hensyn til hans fravær, men uden tøven at fremsætte deres protest for det<br />
nationale råd. Der blev affattet en højtidelig erklæring, som blev overrakt rigsdagen. {MBF<br />
163.4}<br />
„Vi protesterer herved for Gud, vor eneste skaber, beskytter, forsoner og frelser, som<br />
engang skal være vor dommer — såvel som for alle mennesker — mod, at vi på egne eller<br />
vort folks vegne på nogen som helst måde går ind for den foreslåede forordning på noget<br />
punkt, der er i modstrid med Gud, hans hellige ord og med vor samvittighed og vore sjæles<br />
frelse. {MBF 163.5}<br />
Hvorledes! Skulle vi stadfæste denne forordning? Skulle vi hævde, at når den almægtige<br />
Gud kalder et menneske til at kende sig, skulle dette menneske ikke modtage denne<br />
kundskab? Der findes ingen anden pålidelig kundskab, end den, der stemmer overens med<br />
Guds ord. Herren forbyder enhver anden lære. Den hellige Skrift bør udlægges anderledes<br />
tydeligt. I alt, hvad en kristen behøver, er den hellige bog let forståelig og velegnet til at<br />
sprede mørket. Det er vor beslutning ved Guds nåde at bevare den rene og uforfalskede<br />
125
Change language