Fra Monarki till Anarchi

Fra Monarki till Anarchi
de at modtage den kundskab, som Gud tilbød dem, og sluttede sig sammen mod Kristus og
sandheden ved deres modstand mod den mand, som Gud havde sendt for at oplyse
dem. {MBF 105.3}
Luther skælvede ved at se sig selv — ene mand mod de stærkeste magter på jorden.
Somme tider tvivlede han på, at han virkelig var blevet ført af Gud til at sætte sig op mod
kirkens myndighed. „Hvem var jeg,“ skriver han, „at jeg skulle sætte mig op mod pavens
overhøjhed, … som jordens konger og hele verden skælvede for? Ingen kan ane, hvad mit
hjerte led i disse første to år, og hvilket mismod, eller i hvilken fortvivlelse jeg var
nedsunken.“18Men han skulle ikke fuldstændigt tabe modet. Da mennesker svigtede, vendte
han sig mod Gud alene og lærte, at han med fuldkommen sikkerhed kunne støtte sig til den
Almægtiges arm. {MBF 105.4}
Til en ven af reformationen skrev han: „Vi kan ikke nå til fuld forståelse af Skriften ved
studier eller forstand. Din første pligt er at begynde med bøn. Bønfald Herren om i sin store
nåde at skænke dig den sande forståelse af sit ord. Der findes ingen anden fortolker af Guds
ord end forfatteren af dette ord. Han har selv sagt: ‘Alle dine børn blev oplært af Herren.’
Gør dig ikke håb om noget ved dit eget slid eller din egen forståelse. Stol kun på Gud og
hans ånds medvirken. Tro dette på en mands ord, som har gjort sine erfaringer.“19 {MBF
106.1}
Dette er en lektie af livsvigtig betydning for dem, der føler, at Gud har kaldet dem til at
meddele andre denne tids alvorlige sandheder. Disse sandheder vil vække fjendskab hos
Satan og hos de menensker, der elsker hans opdigtede historier. I kampen mod onde magter
behøves der meget mere end tankens kraft og menneskelig visdom. {MBF 106.2}
Når Luthers fjender påberåbte sig skikke og overleveringer eller pavens påstande og
autoritet, imødegik Luther dem med Bibelen — og Bibelen alene. Her var argumenter, som
de ikke kunne imødegå; derfor krævede formalismens og overtroens slaver højlydt hans
blod, ligesom jøderne havde krævet Jesu blod. „Han er kætter!“ råbte de katolske fanatikere.
„Det er højforræderi mod kirken at tillade en så uhyrlig kætter at leve én eneste time
længere. Lad skafottet straks blive rejst for ham!“20Men Luther blev ikke bytte for deres
raseri. Gud havde en gerning til ham at gøre, og himlens engle blev udsendt for at beskytte
ham. Alligevel blev mange, som gennem ham havde modtaget det kostelige lys, ofre for
Satans raseri. De blev pint eller henrettet for sandhedens skyld. {MBF 106.3}
I hele Tyskland blev tænkende mennesker opmærksomme på Luthers tanker. Fra hans
prædikener og skrifter udgik der stråler af lys, der vækkede og oplyste tusinder. En levende
tro trådte i stedet for den døde formalisme, som længe havde præget kirken. Dag for dag
mistede folket tilliden til romerkirkens overtroiske forestillinger. Fordommenes skranker var
ved at give efter for Guds ord, ved hvilket Luther prøvede enhver læresætning. Guds ord var
som et tveægget sværd, der skar sig ind til folkets hjerter. Overalt vågnede ønsket om
79