Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Hieronymus bebrejdede sig selv, at han havde fornægtet sandheden, og fortsatte: „Af alle<br />
de synder, jeg har begået fra min ungdom, er der ingen, der hviler så tungt på mit sind og<br />
piner min samvittighed så meget som den, jeg begik, da jeg bifaldt den uretfærdige dom,<br />
som blev fældet over Wicliff og den hellige martyr Johan Huss, min mester og ven. Jeg<br />
bekender af mit ganske hjerte og med gru, at jeg optrådte vanærende, da jeg af frygt for<br />
døden fordømte deres lære. Jeg bønfalder derfor den almægtige Gud om at tilgive mine<br />
synder — og da navnlig denne, den afskyeligste af dem alle.“ Idet han pegede på sine<br />
dommere, sagde han med fasthed: „I fordømte ikke Wicliff og Huss, fordi de havde rokket<br />
ved kirkens lære, men simpelt hen fordi de fordømte gejstlighedens forargelige livsførelse<br />
— dens pragt, dens stolthed og alle prælaternes og præsternes laster. Alt, hvad de har<br />
fremhævet, og som er uigendriveligt sandt, det er også min opfattelse, og det vil jeg<br />
fremføre, ligesom de gjorde det.“ {MBF 91.2}<br />
Nu blev han afbrudt i sin tale. Prælaterne dirrede af raseri og råbte: {MBF 91.3}<br />
„Hvorfor skal vi føre flere beviser? Vi ser med vore egne øjne den mest hårdnakkede af<br />
alle kættere!“ {MBF 91.4}<br />
Uanfægtet udbrød Hieronymus; „Hvad! Tror I, jeg frygter at dø? I har holdt mig<br />
indespærret i et afskyeligt fængsel, værre end selve døden, i et helt år. I har behandlet mig<br />
grusommere end en tyrk, en jøde eller en hedning, og mit kød er bogstavelig talt rådnet på<br />
mine ben i levende live. Men det sømmer sig ikke for en modig mand at beklage sig. Men<br />
jeg kan ikke undlade at udtrykke min forundring over, at man viser så stor en grusomhed<br />
mod et kristent menneske.“24 {MBF 91.5}<br />
Raseriet brød atter løs, og Hieronymus blev skyndsomst ført tilbage til fængslet. I<br />
forsamlingen var nogle blevet stærkt grebet af hans ord og ønskede at redde hans liv.<br />
Højtstående gejstlige besøgte ham og opfordrede ham til at bøje sig for kirkemødets vilje.<br />
Man s<strong>till</strong>ede ham den mest strålende belønning i udsigt, hvis han ville standse sin kamp<br />
imod Rom. Men Hieronymus stod fast ligesom sin Mester, da denne fik tilbudt verdens<br />
herlighed. {MBF 91.6}<br />
„Overbevis mig med Den hellige Skrift, at jeg tager fejl,“ sagde han, „så vil jeg afsværge<br />
det.“ {MBF 92.1}<br />
„Skriften!“ udbrød en af dem, der fristede ham. „Skal alting da bedømmes ud fra den?<br />
Hvem kan forstå Skriften, før kirken har fortolket den?“ {MBF 92.2}<br />
„Er menneskers overleveringer mere troværdige end vor frelsers evangelium?“ svarede<br />
Hieronymus. „Paulus formanede ikke til at lytte til menneskenes overleveringer, men han<br />
sagde: ‘Ransag Skrifterne.’“ {MBF 92.3}<br />
67
Change language