Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
evangelister holdt den bibelske sabbat, og herved fik folket kendskab til denne sandhed. Der<br />
blev oprettet en skole på Iona, og herfra udsendtes missionærer, ikke blot til Skotland og<br />
England, men også til Tyskland og Schweiz, ja, helt til Italien. {MBF 52.3}<br />
Men Rom havde fået øje på England og besluttet at bringe det under sit overherredømme.<br />
I det sjette århundrede gik de romerske missionærer i gang med at omvende de hedenske<br />
saksere. Missionærerne blev venligt modtaget af de stolte barbarer, og mange tusinder blev<br />
overtalt til at antage romerkirkens lære. Under deres videre arbejde stødte pavens<br />
udsendinge på de mennesker, der havde antaget den uforfalskede kristendom. Der var en<br />
slående kontrast imellem dem. De sidstnævnte var beskedne og ydmyge, og deres karakter,<br />
lære og levemåde var i overensstemmelse med Skriften. De førstnævnte var præget af<br />
pavedømmets overtro, pragt og hovmod. Den romerske udsending forlangte, at disse kristne<br />
menigheder skulle anerkende pavens overhøjhed. Englænderne svarede, at de gerne ville<br />
elske alle mennesker, men at paven ingen ret havde til at herske inden for kirken — og at de<br />
kun kunne vise ham samme lydighed, de skyldte enhver anden tilhænger af Kristus. Man<br />
gjorde flere forsøg på at få dem til at vise troskab over for romerkirken, men de ydmyge<br />
kristne var forbløffede over den stolthed, som Roms udsendinge viste, og svarede bestemt,<br />
at de ikke havde nogen anden herre end Kristus. {MBF 52.4}<br />
Nu viste pavedømmet sit sande ansigt. Dets repræsentant sagde: „Hvis I ikke vil tage<br />
imod brødre, som kommer med fred, skal I komme til at tage imod fjender, der kommer<br />
med krig. Hvis I ikke vil slutte jer til os for at vise sakserne livets vej, skal I få dødsstødet<br />
fra dem.“1Det var ikke tomme trusler. Krig, intriger og bedrag var de midler, man brugte for<br />
at bekæmpe mennesker, der vidnede om den bibelske tro; og til sidst var menighederne i<br />
England tilintetgjort eller tvunget til at underkaste sig pavens myndighed. {MBF 53.1}<br />
I lande uden for Roms domæne levede i flere århundreder grupper af kristne, der var<br />
uberørt af pavekirkens fordærvelse. Omgivet af hedninger til alle sider kom de under<br />
hedensk indflydelse. Men de vedblev at betragte Bibelen som den eneste rettesnor for troen<br />
og holdt fast ved mange af dens sandheder. Disse kristne troede på Guds lovs fortsatte<br />
gyldighed og helligholdt sabbatten i overensstemmelse med det fjerde bud. Der fandtes<br />
menigheder, som holdt sig til denne tro og praksis i Centralafrika og i Armenien. {MBF<br />
53.2}<br />
Men af dem, som modstod pavemagtens overgreb, stod valdenserne forrest. I netop det<br />
land, hvor pavedømmet havde oprettet sit sæde, blev dets vranglære og korruption modstået<br />
mest urokkeligt. Menighederne i Piemonte beholdt deres uafhængighed i flere århundreder,<br />
men til sidst forlangte Rom underkastelse. Efter forgæves kamp mod Roms tyranni<br />
anerkendte lederne modstræbende, at den magt, som hele verden syntes at hylde, havde<br />
overhøjheden. Dog nægtede nogle af dem at anerkende pavernes og prælaternes myndighed.<br />
De var fast besluttet på at vise Gud troskab og at bevare deres enkle, rene tro. Det kom nu til<br />
35
Change language