Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Menno trak sig tilbage fra romerkirken og viede resten af sit liv til at lære andre de<br />
sandheder, han selv havde fundet. Både i Tyskland og i Nederlandene var der opstået<br />
fanatikere, som forfægtede meningsløse og oprørske læresætninger, der krænkede orden og<br />
sømmelighed og resulterede i vold og oprør. Menno så, hvilke forfærdende resultater, disse<br />
bevægelser uundgåeligt ville føre til, og modarbejdede af alle kræfter fanatikernes falske<br />
lære og vilde planer. Der var imidlertid mange, som havde været vildledt af disse fanatikere,<br />
men igen havde opgivet deres fordærvelige lære, og der var stadig mange efterkommere<br />
tilbage af de gamle kristne menigheder — frugten af valdensernes undervisning. Blandt<br />
disse mennesker arbejdede Menno med iver og godt resultat. {MBF 192.3}<br />
I 25 år rejste han sammen med sin hustru og sine børn, led ofte nød og afsavn og var tit i<br />
livsfare. Han rejste gennem Nederlandene og Nordtyskland og arbejdede hovedsagelig<br />
blandt de lavest s<strong>till</strong>ede, men fik indflydelse i vide kredse. Ganske vist var hans uddannelse<br />
begrænset, men han var af naturen veltalende. Han var usvigeligt retskaffen, ydmyg og<br />
venlig, og hans fromhed var oprigtig og inderlig. Hans eget liv var et eksempel på det, han<br />
lærte andre, og han vandt folkets <strong>till</strong>id. Hans efterfølgere blev spredt og undertrykt. De led<br />
meget under at blive forvekslet med Thomas Münzers fanatiske tilhængere. Men mange<br />
blev omvendt ved Mennos arbejde. {MBF 193.1}<br />
Ingen andre steder blev den reformerte lære mere almindeligt udbredt end i<br />
Nederlandene. Og få andre steder måtte dens tilhængere udholde en mere frygtelig<br />
forfølgelse. I Tyskland havde Karl V forbudt reformationen og ville med glæde have sendt<br />
alle dens tilhængere på bålet, men fyrsterne rejste sig mod hans tyranni. I Nederlandene var<br />
hans magt større, og den ene forfølgelse fulgte efter den anden. At læse Bibelen, at høre<br />
eller prædike den eller blot omtale den var ensbetydende med at risikere døden på bålet. Der<br />
var også dødsstraf for at bede hemmeligt til Gud, at synge en salme eller at undlade at bøje<br />
sig for et helgenbillede. Selv de, der var villige til at afsværge deres vildfarelse, blev dømt<br />
— mænd til at halshugges, kvinder til at begraves levende. Tusinder omkom under Karl V’s<br />
og Filip II’s regering. {MBF 193.2}<br />
Engang blev en hel familie ført for inkvisitorerne, anklaget for at være udeblevet fra<br />
messen og for at have holdt gudstjeneste hjemme. Da den yngste søn blev forhørt om, hvad<br />
det var, de hemmeligt foretog sig, svarede han: „Vi knæler og beder om, at Gud vil oplyse<br />
vort sind og tilgive vore synder. Vi beder for vor hersker, at hans regering og hans liv må<br />
blive lykkeligt. Vi beder for vor øvrighed, at Gud vil bevare den.“4Nogle af dommerne var<br />
dybt bevægede, men alligevel blev faderen og en af sønnerne dømt til bålet. {MBF 193.3}<br />
Men martyrernes tro kunne måle sig med deres forfølgeres raseri. Ikke blot mænd, men<br />
blide kvinder og unge piger viste et ubøjeligt mod. „Hustruerne plejede at s<strong>till</strong>e sig ved<br />
deres mænds bål, og mens han pintes af ilden, hviskede de trøstende ord eller sang salmer<br />
for at styrke ham. Unge piger lagde sig levende i graven, som om de havde lagt sig til at<br />
149
Change language