Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Nu var vejen banet for endnu et hedensk påfund. Rom kaldte det skærsilden og benyttede<br />
det til at skræmme de godtroende og overtroiske masser. Denne vildfarelse går ud på, at der<br />
findes et pinested, hvor de sjæle, der ikke har fortjent evig fordømmelse, skal straffes for<br />
deres synder. Og at de går derfra til himlen, når de er blevet renset for deres<br />
urenhed.18 {MBF 48.3}<br />
Rom opfandt endnu en måde at udnytte sine tilhængeres frygt og laster på: Man indførte<br />
læren om aflad. Alle, der lovede at kæmpe for pavens verdslige herredømme og at straffe<br />
hans fjender eller udrydde dem, der vovede at benægte hans åndelige overhøjhed, fik løfte<br />
om fuld tilgivelse for alle synder i fortid, nutid og fremtid og eftergivelse af alle de straffe,<br />
de havde gjort sig fortjent til. Man lærte mennesker at tro, at de kunne frigøre sig for synden<br />
og udfri afdøde venners sjæle fra skærsildens flammer ved at betale penge til kirken!<br />
Sådanne metoder benyttede Rom til at fylde sine skatkamre og skaffe sig midler, for at de<br />
mennesker, der foregav at være disciple af ham, der ikke havde det sted, hvor han kunne<br />
lægge sit hoved til hvile, kunne leve i luksus og laster (se noter). {MBF 48.4}<br />
Herrens nadver, som er påbudt i Skriften, blev erstattet af det afguderiske messeoffer. De<br />
pavelige præster foregav ved et meningsløst komediespil at forvandle almindeligt brød og<br />
almindelig vin til Kristi virkelige „legeme og blod.“19Med blasfemisk formastelse påstod<br />
præsterne, at de havde magt til at skabe Gud, Skaberen af alle ting. Under trussel om<br />
dødsstraf forlangtes det, at de kristne skulle vedkende sig troen på denne skrækkelige,<br />
himmelråbende vranglære. Mangfoldige, som nægtede dette, blev overgivet til flammerne<br />
(se noter). {MBF 49.1}<br />
Det frygteligste af alle romerkirkens redskaber, inkvisitionen, blev opfundet i det<br />
trettende århundrede. Mørkets fyrste arbejdede sammen med de ledende i det pavelige<br />
hierarki. Når de holdt deres hemmelige rådslagninger, beherskede Satan og hans engle disse<br />
onde mænds sind. I deres midte stod en usynlig engel fra Gud og nedskrev deres syndige<br />
beslutninger. Han optog rapport over handlinger, som var for grusomme til at kendes af<br />
mennesker. „Babylon, den store“ var „beruset af de helliges blod.“ Millioner af martyrers<br />
lemlæstede legemer råbte til Gud om hævn over denne frafaldne magt. {MBF 49.2}<br />
Pavedømmet var blevet verdens diktator. Konger og kejsere bøjede sig for dets<br />
befalinger. Menneskeskæbner syntes at være i dets magt for tid og evighed. I århundreder<br />
var de katolske ritualer og fester blevet overholdt ærbødigt. Gejstligheden blev æret, og rige<br />
gaver blev skænket til deres underhold. Aldrig har den romersk-katolske kirkes værdighed,<br />
pragt og stolthed været større. {MBF 49.3}<br />
Men „pavedømmets middagstime var verdens midnat.“20 Kendskabet til Den hellige<br />
Skrift var yderst ringe, ikke blot blandt folket, men også blandt præsterne. Ligesom<br />
farisæerne på Jesu tid hadede de pavelige ledere lyset, som ville afsløre deres synder. Da<br />
retfærdighedens målestok, Guds lov, var blevet fjernet, havde de ubegrænset magt og kunne<br />
32
Change language