Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
bestemte hensigt at myrde ham. En rasende pøbel havde samlet sig bevæbnet med køller og<br />
sværd, fast besluttet på at slå ham ihjel, hvis det skulle lykkes ham at slippe fra rådet. Men<br />
nogle civile embedsmænd og en deling soldater frelste ham. Tidligt næste morgen blev han<br />
og hans ven sejlet til et sikkert sted på den anden side af søen. Således endte hans første<br />
forsøg på at evangelisere Genève. {MBF 186.2}<br />
Til det næste forsøg blev der valgt et mere ydmygt redskab — en ung mand af så<br />
beskedent udseende, at han selv af reformationens venner blev køligt modtaget. Hvad kunne<br />
sådan en udrette på et sted, hvor Farel var blevet forkastet? Hvordan kunne en mand med så<br />
lidt mod og erfaring modstå et uvejr, som selv de modigste og stærkeste havde måttet flygte<br />
for? „Ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!“33„Det,<br />
som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme.“ „For Guds dårskab<br />
er visere end mennesker og Guds svaghed er stærkere end mennesker.“34 {MBF 187.1}<br />
Froment begyndte som skolelærer. De sandheder, han lærte børnene i skolen, gentog de i<br />
hjemmene. Snart kom forældrene for at få Bibelen forklaret, og efterhånden fyldtes<br />
klasseværelset med opmærksomme tilhørere. Eksemplarer af Det Nye Testamente og<br />
traktater blev udleveret gratis og nåede ud til mange, der ikke turde komme selv og lytte til<br />
den nye lære. Efter nogen tid blev også Froment tvunget til at flygte, men de sandheder, han<br />
havde forkyndt, havde fæstet rod i folkets sind. Reformationen var blevet plantet, og den<br />
fortsatte med at vokse. Forkynderne vendte tilbage, og takket være deres gerning endte det<br />
med, at Genève blev protestantisk. {MBF 187.2}<br />
Byen havde allerede taget parti for reformationen, da Calvin efter lange vandringer og<br />
mange omskiftelser kom til dens porte. Han havde aflagt et sidste besøg på sit fødested og<br />
var på vej til Basel, da han opdagede, at den direkte vej var besat af Karl V’s tropper, så han<br />
blev nødt til at tage en længere vej, der førte gennem Genève. {MBF 187.3}<br />
Farel så Guds ledelse i dette. Skønt Genève havde antaget den reformerte tro, var der<br />
stadig meget at udrette i byen. Det er ikke som samfund, men som enkeltpersoner,<br />
mennesker omvendes til Gud. Genfødelsens gerning må ske i hjertet og samvittigheden ved<br />
Helligåndens indflydelse — ikke ved rådsforsamlingers afgørelse. Genèves indbyggere<br />
havde ganske vist forkastet romerkirkens myndighed, men de var ikke helt så villige til at<br />
give afkald på de laster, som havde floreret under denne kirkes regime. At indføre<br />
evangeliets rene principper og forberede dette folk til værdigt at indtage den plads, som<br />
forsynet syntes at have beredt det, var ikke nogen let opgave. {MBF 187.4}<br />
Farel var sikker på, at han i Calvin havde fundet en, han kunne samarbejde med om dette.<br />
Han bønfaldt højtideligt den unge evangelist om at blive og arbejde i Genève. Calvin trak<br />
sig forskrækket tilbage. Frygtsom og fredselskende som han var, gøs han for at komme i<br />
berøring med genfernes tapre, uafhængige og til tider voldsomme temperament. Hans svage<br />
helbred og hans ønske om at bruge det meste af sin tid til studier fik ham til at foretrække et<br />
144
Change language