Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
En lærd katolsk doktor indledte kort tid efter en ordstrid med ham og sagde: „Vi må<br />
hellere undvære Guds love end pavens.“ Tyndale svarede: „Jeg vil trodse paven og alle hans<br />
love; og hvis Gud vil spare mit liv, skal jeg sørge for, at den dreng, som går bag ploven,<br />
inden mange år ved mere om Skriften end I!“4Han havde sat sig for at give folket Det Nye<br />
Testamente på deres eget sprog og begyndte straks på arbejdet. Da han blev fordrevet fra sit<br />
hjem, tog han til London og fortsatte en tid uforstyrret sit arbejde dér. Men katolikkernes<br />
forfølgelse tvang ham igen til at flygte. Hele England syntes lukket for ham, og han<br />
besluttede at søge ly i Tyskland. Her påbegyndte han trykningen af Det Nye Testamente på<br />
engelsk. To gange blev hans arbejde standset, men når det blev ham forbudt at trykke i én<br />
by, rejste han til en anden. Til sidst nåede han til Worms, hvor Luther få år i forvejen havde<br />
forsvaret evangeliet over for rigsdagen. I denne by havde reformationen mange venner, og<br />
her fortsatte Tyndale sit arbejde uhindret. Snart var de første tre tusind eksemplarer af Det<br />
Nye Testamente færdige, og senere på året fulgte endnu et oplag. {MBF 200.4}<br />
Med stor alvor og udholdenhed fortsatte han sit arbejde. Skønt de engelske myndigheder<br />
bevogtede havnene strengt, blev Guds ord på forskellig måde bragt til London og derfra<br />
spredt ud over landet. Katolikkerne prøvede at undertrykke sandheden, men forgæves.<br />
Biskoppen af Durham købte hos en boghandler, der var Tyndales ven, på én gang hele hans<br />
lager af bibler for at tilintetgøre dem i den tro, at det ville forhindre arbejdet. Men for de<br />
penge, han betalte, blev der købt materiale til en ny og bedre udgave, som ellers ikke kunne<br />
være udgivet. Da Tyndale senere blev fængslet, tilbød man ham friheden på den betingelse,<br />
at han skulle røbe navnene på dem, som havde hjulpet ham at dække udgifterne ved<br />
trykningen af biblerne. Han svarede, at biskoppen af Durham havde gjort mere for ham end<br />
nogen anden. Ved at betale en høj pris for de resterende bøger havde han gjort det muligt for<br />
ham at fortsætte med godt mod. {MBF 201.1}<br />
Tyndale blev forrådt i sine fjenders hænder og var engang fængslet i mange måneder. Til<br />
sidst vidnede han for sin tro ved martyrdøden; men de våben, han smedede, har gjort det<br />
muligt for andre at kæmpe sig frem gennem de kommende århundreder helt op til vore<br />
dage. {MBF 201.2}<br />
Latimer hævdede fra prædikestolen, at Bibelen burde læses på folkets eget sprog.<br />
„Forfatteren af Den hellige Skrift,“ sagde han, „er Gud selv,“ og denne skrift er mægtig og<br />
evig som dens ophav. „Der er ingen konge, kejser, øvrighed eller hersker, … som ikke er<br />
forpligtet til at adlyde hans hellige ord.“ „Lad os ikke gå omveje, men lad Guds ord vise os<br />
vej, lad os ikke gå i vore forfædres fodspor, eller søge efter det, de gjorde, men efter det, de<br />
burde have søgt.“55 {MBF 201.3}<br />
Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, stod frem for at forsvare sandheden. Efter dem<br />
fulgte Ridleyerne og Cranmer. Disse førerskikkelser i den engelske reformation var lærde<br />
mænd, og de fleste af dem havde inden for den katolske kirke været højt agtede for deres<br />
154
Change language