Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
enkelt og ligetil, gjorde han mystisk, og ved snedige forvanskninger såede han tvivl om<br />
Jahves mest tydelige udtalelser. Hans høje s<strong>till</strong>ing så nær ved himlens ledelse gav hans ord<br />
større vægt, og mange lod sig friste til at deltage i hans oprør mod Gud. {MBF 398.2}<br />
I sin visdom lod Gud Satan fortsætte sit værk, til misfornøjelsen blev til åbent oprør. Det<br />
var nødvendigt, at Lucifers planer skulle udfoldes helt, så alle kunne se deres sande natur.<br />
Lucifer havde som salvet kerub indtaget en meget ophøjet s<strong>till</strong>ing. Englene elskede ham<br />
højt, og han havde stor indflydelse på dem. Gud herskede ikke kun over himlens beboere,<br />
men også over alle de verdener, han havde skabt, og Satan tænkte, at hvis han kunne få<br />
himlens engle med i sit oprør, kunne han også få de andre verdener med. Han havde<br />
frems<strong>till</strong>et sin side af sagen meget snedigt og brugt løgn og bedrag for at nå sit mål. Han<br />
havde en usædvanlig evne til at føre andre bag lyset, og han havde opnået en fordel ved at<br />
fors<strong>till</strong>e sig. Selv de loyale engle kunne ikke helt se hans sande karakter og forstod ikke,<br />
hvad hans værk måtte føre til. {MBF 399.1}<br />
Satan havde været så højt æret, og alle hans handlinger var i den grad indhyllet i mystik,<br />
at det var vanskeligt at afsløre, hvad det egentlig var, han ville. Synden ville først vise sig<br />
virkelig ond og afskyelig, når den var fuldt udviklet. Den havde ikke tidligere eksisteret i<br />
Guds univers, og de hellige væsener forstod ikke dens væsen og ondskab. De kunne ikke<br />
fores<strong>till</strong>e sig, hvilke forfærdelige følger det ville have, hvis Guds lov blev tilsidesat. For at<br />
skjule sine hensigter foregav Satan i begyndelsen at være tro mod Gud. Han påstod, at han<br />
kun søgte at fremme Guds ære, hans riges sikkerhed og alle himlens beboeres vel. Mens han<br />
skabte utilfredshed hos de engle, der var ham undergivet, gav han det snedigt udseende af, at<br />
han tværtimod søgte at fjerne utilfredshed. Når han hævdede, at der burde foretages<br />
ændringer i Guds love og regler, skete det under foregivende af, at det var nødvendigt for at<br />
bevare himlens harmoni. {MBF 399.2}<br />
Gud kunne kun gøre brug af retfærdighed og sandhed i sin behandling af synden. Satan<br />
kunne bruge midler, som Gud ikke kunne — smiger og bedrag. Han havde forsøgt at<br />
fordreje Guds ord, og han havde løjet over for englene om Guds styre, idet han havde<br />
hævdet, at det var uretfærdigt, at Gud forlangte, at himlens beboere skulle følge visse love<br />
og regler — og at Gud krævede, at hans skabninger skulle underkaste sig og adlyde ham,<br />
udelukkende for at ophøje sig selv. Det måtte derfor demonstreres både for himlens beboere<br />
og for alle verdener, at Guds styre var retfærdigt og hans lov fuldkommen. Satan havde fået<br />
det til at se ud, som om han søgte at fremme universets vel. Alle måtte indse tronranerens<br />
sande karakter og hensigt. Han måtte have tid til at vise sin sande natur gennem sine onde<br />
gerninger. {MBF 399.3}<br />
Satan gav Guds lov og styrelse skylden for den uoverensstemmelse, hans eget virke alene<br />
havde været årsag til i himlen. Han erklærede, at alt ondt skyldtes den guddommelige<br />
styrelse, og at det var hans hensigt at forbedre Jahves love. Derfor var det nødvendigt at give<br />
311
Change language