Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
gik Calvin fra hus til hus, åbnede Bibelen for folk og talte til dem om Kristus og hans<br />
korsfæstelse. {MBF 179.4}<br />
Det var Guds vilje, at Paris endnu engang skulle indbydes til at tage imod evangeliet.<br />
Lefèvre og Farel var blevet afvist, men nu lød budskabet atter til alle samfundsklasser i den<br />
store by. Kongen var påvirket af politiske hensyn, men havde endnu ikke helt taget parti for<br />
Rom. Marguerite klyngede sig stadig til håbet om, at den protestantiske tro ville sejre i<br />
<strong>Fra</strong>nkrig. Hun besluttede, at den skulle forkyndes i Paris. I kongens fravær befalede hun en<br />
protestantisk præst at prædike i byens kirker. Da de katolske biskopper forbød dette, åbnede<br />
hun paladsets døre. En af salene blev indrettet til kapel, og det blev bekendtgjort, at der hver<br />
dag på et bestemt tidspunkt ville blive holdt en prædiken, og at alle var velkomne uanset<br />
stand og s<strong>till</strong>ing. Hver eneste dag samledes tusinder — adelsmænd, statsmænd, sagførere,<br />
handlende og håndværkere. Ikke blot kapellet, men forgemakker og sale var tæt pakkede. I<br />
stedet for at forbyde disse møder befalede kongen, at to af Paris’ kirker skulle åbnes. Aldrig<br />
havde Guds ord gjort så dybt indtryk på byen. Afholdenhed, orden og flid afløste<br />
drikfældighed, strid og dovenskab. {MBF 179.5}<br />
Men de katolske gejstlige sad ikke med hænderne i skødet. Kongen nægtede at standse<br />
forkyndelsen, og derfor vendte de sig til folket. Med alle midler søgte de at vække de<br />
overtroiske massers frygt, fordomme og fanatisme. Pariserne fulgte blindt de falske hyrder. I<br />
to år blev Guds ord prædiket i Paris. Mange tog imod det, men flertallet forkastede det.<br />
Kong <strong>Fra</strong>ns havde kun spillet tolerant for at fremme sine egne interesser, og det lykkedes<br />
katolikkerne at genvinde herredømmet. Kirkerne blev atter lukket for protestanterne, og<br />
martyrbålene flammede. {MBF 180.1}<br />
Calvin var stadig i Paris og forberedte sig ved studier og bøn til sin fremtidige gerning.<br />
Han fortsatte med at udbrede lyset. Til sidst blev mistanken rettet imod ham.<br />
Myndighederne besluttede at overgive ham til flammerne. Han havde følt sig sikker i sin<br />
afsondrethed, da nogle gode venner i hast opsøgte ham for at meddele, at officerer var på vej<br />
for at arrestere ham. I samme øjeblik blev der dundret på gadedøren. Der var ingen tid at<br />
spilde. Venner opholdt officererne ved døren, mens andre firede Calvin ned fra vinduet. Han<br />
skyndte sig til byens udkant, og forklædt som arbejder slap han bort. Han drog sydpå og<br />
fandt igen tilflugt i Marguerites besiddelser.22 {MBF 180.2}<br />
Her blev han i nogle måneder og studerede uforstyrret under indflydelsesrige venners<br />
beskyttelse. Men hans hjerte var opfyldt af ønsket om, at evangeliet skulle prædikes i<br />
<strong>Fra</strong>nkrig — han kunne ikke i længere tid forblive uvirksom. Så snart stormen havde lagt sig<br />
lidt, tog han til universitetsbyen Poitiers, hvor den nye lære allerede havde vundet adskillige<br />
tilhængere. Folk af alle samfundslag lyttede med glæde til evangeliets forkyndelse — ikke<br />
offentligt, men i dommerens hjem, i Calvins logi og somme tider i en offentlig park<br />
forkyndte han livets ord for dem, som ønskede at lytte. Snart var der så mange tilhørere, at<br />
138
Change language