Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Under forfølgelsen i Meaux blev den reformerte tros forkyndere frataget deres bevilling<br />
til at prædike og begav sig til andre egne. Lefèvre begav sig til Tyskland, og Farel vendte<br />
tilbage til sin fødeby i det østlige <strong>Fra</strong>nkrig for at sprede lyset i sin hjemegn. Der havde man<br />
hørt, hvad der skete i Meaux, og mange lyttede til den sandhed, han forkyndte med stor<br />
nidkærhed. Inden længe besluttede myndighederne at bringe ham til tavshed og forviste ham<br />
fra byen. {MBF 177.3}<br />
Skønt han ikke mere kunne arbejde offentligt, rejste han fra landsby til landsby og<br />
underviste i private hjem og på afsides liggende egne. Han fandt ly i skovene og i de<br />
klippehuler, hvor han havde leget som dreng. Gud forberedte ham til større prøvelser. „Det<br />
har ikke manglet på de forfølgelser og Satans rænker, som jeg er blevet advaret om,“ sagde<br />
han. „og de er langt værre, end jeg kunne have udholdt i egen kraft. Men Gud er min Fader.<br />
Han har altid givet og vil altid give mig den styrke, jeg behøver.“16 {MBF 177.4}<br />
Forfølgelserne havde, ligesom i apostlenes dage, „snarest ført til fremgang for<br />
evangeliet.“17Fordrevet fra Paris og Meaux drog de omkring og forkyndte<br />
evangeliet.18Således fandt lyset vej til mange af <strong>Fra</strong>nkrigs fjerne provinser. {MBF 177.5}<br />
Gud forberedte stadig arbejdere til at fremme sin sag. I en parisisk skole havde en<br />
tankefuld, stilfærdig ung mand allerede bevist, at han havde en skarp hjerne. Han<br />
udmærkede sig lige så meget ved sit dadelfri liv, som ved sin åndelige spændvidde og sin<br />
oprigtige tro. Hans geni og flid gjorde ham snart til kollegiets stolthed, og alle regnede med,<br />
at Jean Calvin skulle blive en af den katolske kirkes bedste forsvarere. Men selv gennem de<br />
mure af skolastik og overtro, som omgav Calvin, trængte en guddommelig lysstråle ind. Han<br />
hørte med gysen om den nye lære og tvivlede ikke om, at kætterne fortjente at blive brændt.<br />
Men uden selv at vide det blev han bragt ansigt til ansigt med kætteriet og tvunget til at<br />
afprøve den katolske teologis evne til at bekæmpe den protestantiske lære. {MBF 177.6}<br />
En fætter til ham, der havde sluttet sig til reformationen, kom til Paris. De to unge mænd<br />
diskuterede ofte det, som bragte forstyrrelse i kristenheden. Protestanten Olivetan sagde: „I<br />
hele verden findes der kun to religioner. Den ene har mennesker opfundet, og ifølge den<br />
frelser mennesket sig selv ved ceremonier og gode gerninger. Den anden er den religion,<br />
som åbenbares i Bibelen og lærer mennesket at søge frelse alene af Guds nåde.“ „Jeg vil<br />
ikke høre om din nye lære!“ udbrød Calvin. „Mener du, at jeg har levet i vildfarelse alle<br />
mine dage?“19 {MBF 178.1}<br />
Men i hans sind var der vakt tanker, som han ikke kunne fordrive. Alene i sit kammer<br />
tænkte han på sin slægtnings ord. Han følte, at han var en synder og så sig selv stå foran en<br />
hellig og retfærdig dommer. Helgenernes forbøn, gode gerninger og kirkens ceremonier<br />
kunne ikke sone nogen synd. Han så kun den evige fortvivlelses mørke. Forgæves søgte<br />
kirkens doktorer at lindre hans kvaler. Forgæves gik han til skrifte og gjorde bodsøvelser.<br />
Det forsonede ikke hans sjæl med Gud. {MBF 178.2}<br />
136
Change language