Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
værdige“ til livets opstandelse, er „salige og hellige.“ „Dem har den anden død ingen magt<br />
over.“29Men de, der ikke ved anger og tro har fået tilgivelse, skal lide straffen for deres<br />
overtrædelse — „syndens løn.“ Deres straf er forskellig i varighed og strenghed, alt efter<br />
deres gerninger, men den vil slutte med den anden død. Da det er uforeneligt med Guds<br />
retfærdighed og nåde at frelse synderen i hans syndige tilstand, berøver han ham det liv, han<br />
har forspildt i overtrædelse og vist sig uværdig til. David siger: „Kun et øjeblik, så er det<br />
ude med den uretfærdige, ser du efter, hvor han boede, så er han der ikke mere.“ Og en<br />
anden siger, at de skal „blive, som havde de aldrig været til.“30Vanærede synker de ned i en<br />
håbløs, evig glemsel. {MBF 437.1}<br />
Således bliver der gjort en ende på synden og al den sorg og elendighed, den har forvoldt.<br />
Salmisten siger: „Du gjorde det af med de ugudelige, deres navn har du udslettet for evig og<br />
altid.“31Da Johannes i Åbenbaringen ser frem til evigheden, hører han alle skabninger i<br />
himlen og på jorden synge en lovsang, der ikke forstyrres af en eneste mislyd. Alle<br />
skabninger i himlen og på jorden hørtes tilskrive Gud æren.32Der vil ikke mere være nogen<br />
fortabte sjæle, som i evige pinsler spotter Gud. Ingen skrig fra elendige skabninger i helvede<br />
skal blande sig med de frelstes sang. {MBF 437.2}<br />
Læren om bevidsthed i døden er baseret på den fejlagtige tro på naturlig udødelighed, og<br />
denne lære er ligesom læren om den evige pine i modstrid med Bibelen, den sunde fornuft<br />
og enhver menneskelig følelse. Ifølge denne populære opfattelse ved de frelste i himlen<br />
besked med alt, hvad der sker på jorden, og især med de venners liv, som de efterlod. Men<br />
hvordan kunne det være en glæde for de døde at kende de levendes genvordigheder, at se de<br />
synder, deres kære begår, og at se dem lide under livets sorger og skuffelser? Hvordan<br />
kunne de nyde himlens salighed, hvis de vågede over deres venner på jorden? Og hvor<br />
afskyelig er ikke den tro, at i det øjeblik den ubodfærdige forlader legemet, bliver han<br />
nedstyrtet i Helvedes ild! Hvilken forfærdelig rædsel må denne tanke ikke vække hos dem,<br />
der ser deres venner dø uforberedt blot for at gå ind til evig sorg og synd! Denne afskyelige<br />
tanke har drevet mange til vanvid. {MBF 437.3}<br />
Hvad siger Bibelen om disse spørgsmål? David erklærer, at mennesket er uden<br />
bevidsthed i døden. „De udånder og vender tilbage til jorden, og den dag er deres planer<br />
blevet til intet.“33Salomo afgiver samme vidnesbyrd: „For de levende ved, at de skal dø,<br />
men de døde ved ingenting!“ „Både deres kærlighed, deres had og deres misundelse er<br />
allerede gået til grunde; de får i al fremtid ikke del i noget af det, der sker under solen.“ „I<br />
dødsriget, hvor du går hen, er der ingen handling eller sammenhæng, ingen kundskab eller<br />
visdom.“34 {MBF 438.1}<br />
Da Ezekias som svar på bøn fik lagt 15 år til sit liv, priste den taknemmelige konge Gud<br />
for hans store nåde. I sin takkesang siger han, hvorfor han glæder sig sådan: „Dødsriget<br />
takker dig ikke, døden lovpriser dig ikke; de, der gik ned i graven, kan ikke håbe på din<br />
340
Change language