Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
En tid var hele forsamlingen målløs af forbavselse. I sit første svar havde Luther talt med<br />
dæmpet stemme og optrådt ærbødigt, næsten ydmygt. Katolikkerne havde troet, at hans mod<br />
var ved at svigte. De havde anset hans anmodning om udsættelse for et tegn på, at han ville<br />
tilbagekalde. Kejseren havde foragteligt bemærket Luthers hærgede ydre og simple dragt,<br />
og erklæret: „Denne munk får aldrig gjort mig til kætter!“ Det mod og den fasthed, han nu<br />
viste, og hans bevæggrundes kraft og klarhed, overraskede alle parter. Kejseren udbrød<br />
beundrende: „Denne munk taler af et uforfærdet hjerte og et urokkeligt mod!“ Mange af de<br />
tyske fyrster betragtede med stolthed og glæde denne repræsentant for deres folk. {MBF<br />
129.2}<br />
Roms tilhængere var besejret. Deres sag var kommet i et meget ugunstigt lys. De søgte<br />
nu at opretholde deres magt — ikke ved at henvise til Skriftens ord, men ved trusler, Roms<br />
aldrig svigtende argument. Som rigsdagens ordfører sagde: „Hvis I ikke tilbagekalder, vil<br />
kejseren og rigets stater rådslå om, hvad man skal gøre med en uforbederlig kætter.“ {MBF<br />
129.3}<br />
Luthers venner, som med den største glæde havde lyttet til hans værdige forsvarstale,<br />
skælvede ved disse ord, men doktoren sagde roligt: „Så må Gud være min hjælper, for jeg<br />
kan intet tilbagekalde.“25 {MBF 129.4}<br />
Han fik besked på at trække sig tilbage, mens fyrsterne rådslog. Man følte, at sagen var<br />
kommet til et vigtigt vendepunkt. Luthers bestemte afslag på at underkaste sig kunne få<br />
betydning for kirkens historie gennem århundreder. Man besluttede at give ham endnu en<br />
mulighed for at tilbagekalde. For sidste gang blev han ført ind for forsamlingen. Atter<br />
spurgte man, om han ville tilbagekalde sine læresætninger. Han svarede: „Jeg kan ikke give<br />
noget andet svar end det, jeg allerede har givet.“ Det var tydeligt, at hverken løfter eller<br />
trusler kunne få ham til at give efter for Roms befaling. {MBF 129.5}<br />
De pavelige repræsentanter ærgrede sig over, at deres magt, der havde fået konger og<br />
adel til at skælve, blev ringeagtet således af en ganske almindelig munk. De længtes efter at<br />
pine ham til døde. Men Luther, der forstod den fare, han befandt sig i, havde talt med kristen<br />
ro og værdighed. Hans ord var blottet for hovmod, vrede og usandhed. Han havde tabt sig<br />
selv af syne og tænkte heller ikke på de fornemme mænd, som omgav ham, men følte, at<br />
han stod over for én, som var uendelig højt hævet over paver, prælater, kejsere og konger.<br />
Gennem Luthers vidnesbyrd havde Kristus talt med en kraft og storhed, som indgød både<br />
venner og fjender ærefrygt og undren. Guds ånd havde været til stede og gjort indtryk på<br />
rigets ledere. Flere af fyrsterne erkendte dristigt, at Luthers sag var retfærdig. Mange var<br />
blevet overbevist om sandheden, men hos nogle var dette indtryk ikke varigt. Andre, som<br />
dengang ikke gav udtryk for deres overbevisning, blev, da de selv havde undersøgt Skriften,<br />
reformationens uforfærdede forkæmpere. {MBF 129.6}<br />
98
Change language