Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kapitel 8—For Retten<br />
En ny kejser, Karl V, havde besteget Tysklands trone, og Roms udsendinge skyndte sig<br />
at overbringe deres lykønskninger og samtidig foranledige monarken til at bruge sin magt<br />
mod reformationen. <strong>Fra</strong> den anden side bad kurfyrsten af Sachsen, hvem Karl i høj grad<br />
kunne takke for sin krone, ham om ikke at foretage noget skridt imod Luther, før han havde<br />
hørt på ham. Det var en meget forvirrende og ubehagelig situation for kejseren.<br />
Katolikkerne ville ikke lade sig nøje med mindre end et kejserligt edikt, der dømte Luther til<br />
døden. Kurfyrsten havde med stor bestemthed erklæret, at „hverken Hans kejserlige<br />
Majestæt eller nogen anden havde bevist, at Luthers skrifter var blevet gendrevet.“ Derfor<br />
anmodede han om, „at dr. Luther måtte få frit lejde, så han kunne frems<strong>till</strong>es for et råd af<br />
lærde, fromme og upartiske dommere.“1Alle parters opmærksomhed blev nu rettet mod den<br />
forsamling fra de tyske stater, som var trådt sammen i Worms, kort efter at Karl var blevet<br />
kejser. Det var vigtige politiske spørgsmål og interesser, der skulle overvejes i dette råd. For<br />
første gang skulle Tysklands fyrster møde deres unge hersker i en rådgivende forsamling.<br />
<strong>Fra</strong> alle kanter af landet kom der rangspersoner inden for kirke og stat. {MBF 117.1}<br />
Fornemme og magtfulde verdslige herrer, emsigt vågende over deres nedarvede<br />
rettigheder; kirkefyrster, opstemte i bevidstheden om deres overlegenhed i rang og magt;<br />
høviske riddere med deres bevæbnede følge og gesandter fra fjerne fremmede lande — alle<br />
forsamledes i Worms. Og dog var det emne, som vakte denne store forsamlings dybeste<br />
interesse, den sachsiske reformators sag. {MBF 118.1}<br />
Kejseren havde i forvejen befalet kurfyrsten at tage Luther med til rigsdagen, garanteret<br />
ham sin beskyttelse og lovet ham en fri diskussion om de omstridte spørgsmål med<br />
kompetente personer. Skønt Luthers helbred ikke var det bedste, skrev han alligevel til<br />
kurfyrsten: „Hvis jeg ikke kan tage til Worms ved godt helbred, vil jeg lade mig bære<br />
derhen, syg som jeg er. Når kejseren kalder mig, kan jeg ikke være i tvivl om, at det er Guds<br />
egen kaldelse. Hvis de ønsker at bruge vold imod mig, og det er meget muligt (for det er<br />
ikke for at blive belært af mig, at de beder mig komme), så overlader jeg sagen i Herrens<br />
hænder. Han, som bevarede de tre unge mænd i den gloende ovn, han lever og råder endnu.<br />
Hvis han ikke vil bevare mig, har mit liv kun lidt at sige. Lad os kun forhindre, at evangeliet<br />
udsættes for de ondes hån, og lad os udgyde vort blod for det, så de ikke kommer til at sejre.<br />
Det står ikke til mig at afgøre, om det er mit liv eller min død, der skal bidrage mest til alles<br />
frelse. {MBF 118.2}<br />
… I kan vente alt fra min side, blot ikke flugt og tilbagekaldelse. Flygte kan jeg ikke, og<br />
langt mindre tilbagekalde.“2 {MBF 118.3}<br />
Rygtet om, at Luther skulle s<strong>till</strong>es for rigsdagen, vakte almindelig ophidselse i Worms.<br />
Aleander, pavens legat, som havde fået denne sag særlig betroet, blev forfærdet og rasende.<br />
Han forudså, at resultatet ville blive katastrofalt for pavens sag. På ny at undersøge en sag, i<br />
88
Change language