Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Kapitel 10—Reformationens fremgang i Tyskland<br />
Luthers hemmelighedsfulde forsvinden vakte bestyrtelse i hele Tyskland. Alle vegne<br />
spurgte man efter ham. Der gik de vildeste rygter, og mange troede, at han var blevet<br />
myrdet. Der blev sørget dybt, ikke blot af dem, der havde erklæret sig for hans venner, men<br />
af tusinder, som ikke åbenlyst havde taget standpunkt for reformationen. Mange forpligtede<br />
sig ved en højtidelig ed til at hævne hans død. {MBF 149.1}<br />
Katolikkerne så med skræk, hvor meget følelserne imod dem var vokset. Skønt de til at<br />
begynde med havde jublet over Luthers formodede død, ønskede de snart, at de kunne skjule<br />
sig for folkets vrede. Luthers fjender havde ikke været nær så bekymrede over hans dristige<br />
handlinger, mens han var iblandt dem, som de nu var over hans forsvinden. De, der i raseri<br />
havde søgt at tilintetgøre den modige reformator, var fulde af frygt, nu da han var blevet en<br />
hjælpeløs fange. En af dem sagde: „Den eneste måde vi nu kan redde os på, er med lys og<br />
lygte at lede efter Luther i hele verden, og give ham tilbage til det folk, der råber på<br />
ham.“1Kejserens edikt syntes at være magtesløst. De pavelige legater var harmfulde, da de<br />
så, at det vakte langt mindre opmærksomhed end Luthers skæbne. Meddelelsen om at han<br />
var i sikkerhed, skønt fange, beroligede folkets frygt og vakte i endnu højere grad deres<br />
begejstring for ham. Hans skrifter blev læst med større iver end nogen sinde før. Stadig flere<br />
sluttede op om den modige mand, der havde kæmpet en så ulige kamp for at forsvare Guds<br />
ord. Reformationen bredte sig stadig. Den sæd, Luther havde sået, spirede frem alle vegne.<br />
Hans fravær udrettede noget, som hans nærværelse ikke ville have været i stand til. Hans<br />
medarbejdere følte et nyt ansvar, nu da deres store leder var borte. Med fornyet tro og alvor<br />
gik de fremad og gjorde alt, hvad der stod i deres magt, for at det værk, som var begyndt så<br />
herligt, ikke skulle standses. {MBF 149.2}<br />
Men Satan spildte ikke tiden. Nu forsøgte han, som han har gjort det ved enhver<br />
reformatorisk bevægelse, at narre og ødelægge mennesker ved at prakke dem en efterligning<br />
på i stedet for den ægte vare. Ligesom der i den kristne kirkes første århundrede var falske<br />
Messias’er, fremstod der falske profeter i det l6. århundrede. {MBF 150.1}<br />
Nogle mænd, som var dybt betaget af røret i den religiøse verden, bildte sig ind at have<br />
modtaget særlige åbenbaringer fra himlen og hævdede, at de have fået guddommeligt pålæg<br />
om at fuldføre den reformation, som efter deres udsagn kun var begyndt i det små af Luther.<br />
I virkeligheden ødelagde de det arbejde, han havde udført. De forkastede den store<br />
grundsætning, som var selve reformationens grundvold — at Guds ord er den eneste gyldige<br />
rettesnor for troen og dens udøvelse — og erstattede denne ufejlbarlige vejviser med deres<br />
egne følelsers foranderlige og usikre målestok. Da den store prøvesten for falskhed og<br />
vildfarelser var tilsidesat, var vejen åben for, at Satan kunne herske over sjælene, som han<br />
ønskede. {MBF 150.2}<br />
114
Change language