Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
hvilken paven allerede havde udtalt sin fordømmelse, ville være foragt for pavens<br />
myndighed. Han var også bange for, at Luthers veltalende, mægtige argumenter skulle få<br />
mange af fyrsterne til at forkaste pavens sag. Legaten gjorde derfor de mest indtrængende<br />
indvendinger over for Karl V imod, at Luther kom til Worms. Den bulle, som erklærede<br />
Luther for bandlyst, var netop blevet offentliggjort — og dette sammen med legatens<br />
indvendinger, fik kejseren til at give efter. Han skrev til kurfyrsten, at Luther måtte blive i i<br />
Wittenberg, hvis han ikke ville tage sine ord i sig igen. {MBF 118.4}<br />
Aleander var ikke tilfreds med denne sejr, men arbejdede af al magt og listighed på at<br />
udvirke Luthers dødsdom. Han bestormede fyrster og prælater med anklager mod Luther,<br />
som han beskyldte for „tilskyndelse til oprør,<br />
ugudelighed og blasfemi.“ Men netop hans store heftighed afslørede tydeligt hans motiv.<br />
„Han lader sig mere lede af had og hævntørst end af nidkærhed og fromhed,“3sagde man.<br />
De fleste af rigsdagens medlemmer var mere end nogen sinde tilbøjelige til at se velvilligt<br />
på Luthers sag. {MBF 118.5}<br />
Aleander foreholdt ivrigt kejseren hans pligt til at bringe de pavelige edikter til udførelse.<br />
Men efter tysk lov kunne dette ikke ske uden fyrsternes medvirken, og til sidst bad kejseren<br />
den påtrængende legat forelægge sin sag for rigsdagen. „Det var en stolt dag for den<br />
pavelige gesandt. Forsamlingen var stor, men sagen var endnu større. Aleander skulle tale<br />
Roms sag, kirkens moders og herskerindes sag.“ Han skulle forsvare Peters fyrsteværdighed<br />
over for de forsamlede fyrster. „Han havde veltalenhedens gave, og han voksede med<br />
opgaven. Forsynet havde villet, at Roms sag skulle føres af den dygtigste af dens store talere<br />
og i nærværelse af den mest ophøjede rådsforsamling, før dommen blev fældet.“4De, der<br />
var på Luthers side, så frem til Aleanders tale med bange anelser. Kurfyrsten af Sachsen var<br />
ikke til stede, men havde sendt nogle af sine rådsherrer til mødet for at lytte og tage notater<br />
af Aleanders tale. {MBF 119.1}<br />
Med hele sin lærdoms og veltalenheds styrke gik Aleander i gang med at omstyrte<br />
sandheden. Han slyngede den ene anklage efter den anden mod Luther, som han kaldte en<br />
fjende af kirke og stat, af levende og døde, af gejstlige og lægfolk, af rådsforsamlinger og<br />
den enkelte kristne. Han erklærede, at „i Luthers vildfarelser findes der nok til at berettige,<br />
at hundrede tusinde kættere kastes på bålet.“ {MBF 119.2}<br />
Til slut prøvede han at skabe foragt for reformationens tilhængere: „Hvad er disse<br />
lutheranere for mennesker? En flok frække skolemestre, demoraliserede præster,<br />
udsvævende munke, uvidende jurister og fornedrede adelsmænd, foruden de jævne<br />
mennesker, som de har vildledt og forført. Hvor højt hævet over dem står ikke det katolske<br />
parti i antal, duelighed og styrke! En enstemmig kendelse fra denne højbårne forsamling vil<br />
oplyse de enfoldige, advare de skamløse, styrke de vaklende og de svage.“5 {MBF 119.3}<br />
89
Change language