Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Guds forjættelse, var nu oprettet. Det var således Kristi død — netop den begivenhed,<br />
disciplene havde betragtet som den endelige tilintetgørelse af deres håb — der for evigt<br />
stadfæstede dette håb. Skønt den havde bragt dem en frygtelig skuffelse, blev den det største<br />
bevis for, at deres tro havde været berettiget. Det var den begivenhed, der fyldte dem med<br />
sorg og fortvivlelse, der åbnede håbets dør for alle Adams børn — og den var midtpunkt for<br />
det fremtidige liv og den evige lykke for alle Guds trofaste i alle tidsaldre. {MBF 278.4}<br />
Den evige barmhjertigheds formål blev opfyldt netop ved disciplenes skuffelse. Skønt<br />
deres hjerter var blevet vundet ved hans læres guddommelige nåde og kraft — for „aldrig<br />
har noget menneske talt, som dette menneske taler,“ — var deres kærlighed til Jesus dog<br />
blandet med verdslig stolthed og selviske ambitioner. Selv ved påskemåltidet, i den<br />
højtidelige stund, da deres Mester allerede var ved at gå ind i Getsemanes skygge, kom de „i<br />
strid om, hvem af dem der skulle regnes for den største.“8De så kun tronen, kronen og<br />
herligheden, mens skammen og dødsangsten i haven, retssalen og Golgatas kors lå lige<br />
foran dem. Det var deres stolthed og tørst efter jordisk ære, der fik dem til så stædigt at<br />
klamre sig til deres tids falske lære og lade Frelserens ord, der viste hen til hans riges sande<br />
natur og pegede frem mod hans lidelse og død, passere uænset forbi. Og disse vildfarelser<br />
førte til den hårde, men nødvendige prøvelse, der blev <strong>till</strong>adt, for at irettesætte dem. Skønt<br />
disciplene ikke havde forstået betydningen af deres budskab eller hvad der ventede dem,<br />
havde de alligevel prædiket den advarsel, Gud havde givet dem, og Herren ville lønne deres<br />
tro og lydighed. Det skulle blive dem betroet at forkynde deres opstandne Herres herlige<br />
evangelium for alle folkeslag. For at forberede dem til denne gerning, <strong>till</strong>od Gud, at de<br />
gennemgik denne bitre erfaring. {MBF 279.1}<br />
Efter sin opstandelse viste Jesus sig for sine disciple på vejen til Emmaus, „og han<br />
begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle<br />
Skrifterne.“9Det greb disciplenes hjerter. Troen blev atter vakt. De blev genfødt til „et<br />
levende håb,“ endnu før Jesus gav sig til kende for dem. Det var hans hensigt at oplyse deres<br />
forstand og styrke deres tro på det sikre profetiske ord. Han ville, at sandheden skulle slå<br />
dybe rødder i deres sind, ikke blot fordi den blev støttet af hans personlige vidnesbyrd, men<br />
på grund af de uimodsigelige beviser, der fremgik af symboler og skyggebilleder i<br />
symbolloven og profetierne i Det Gamle Testamente. Det var nødvendigt for Kristi<br />
efterfølgere at have en forstandig tro — ikke blot for deres egen skyld, men for at de kunne<br />
bringe sandheden om Kristus til verden. Som det allerførste skridt til at give dem denne<br />
viden henviste Jesus til „Moses og alle profeterne.“ Sådan et vidnesbyrd gav den opstandne<br />
Frelser om værdien og vigtigheden af Det Gamle Testamente. {MBF 279.2}<br />
Hvilken forandring skete der ikke med disciplenes hjerter, da de endnu engang så ind i<br />
deres Mesters elskede ansigt!10Nu havde de virkelig fundet ham, som Moses i loven og<br />
profeterne havde skrevet om! Uvished, angst og fortvivlelse veg pladsen for fuldkommen<br />
vished og urokkelig tro. Hvor vidunderligt, at de efter hans himmelfart „stadig var i<br />
219
Change language