Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
I Ezras Bog, kapitel 7, vers 12-26, finder vi denne befaling. Den blev i sin fuldstændige<br />
form udstedt af Persiens konge Artaxerxes, år 457 f.Kr. Men i Ezra 6,14 hedder det, at<br />
Herrens hus i Jerusalem blev bygget „på befaling af perserkongerne Kyros, Darios og<br />
Artaxerxes.“ Disse tre konger, der udstedte, atter bekræftede og fuldendte befalingen, bragte<br />
den derved til den opfyldelse, som profetien krævede for at markere 2.300 års begyndelse.<br />
Tager man det år, forordningen blev fuldført, dvs. år 457 f.Kr. som det tidspunkt, hvor ordet<br />
udgik, synes alle profetiens enkeltheder at være gået i opfyldelse. {MBF 262.2}<br />
„<strong>Fra</strong> den tid ordet om at genopbygge Jerusalem udgik, og indtil der kommer en salvet<br />
fyrste, er der syv uger. I 62 uger skal det stå genopbygget med torve og gader. Men det er<br />
trængselstider! Når de 62 uger er gået, bliver en salvet fjernet uden dom.“ Syv uger og 62<br />
uger er 69 uger eller 483 år. Artaxerxes’ forordning trådte i kraft i efteråret 457 f.Kr. <strong>Fra</strong><br />
dette tidspunkt rækker 483 år til efteråret 27 e.Kr. (se noter). Ved denne tid blev profetien<br />
opfyldt. Om efteråret 27 blev Kristus døbt af Johannes og modtog Åndens salvelse.<br />
Apostlen Peter siger: „Gud salvede Jesus fra Nazaret med Helligånd og kraft.“33Og selv<br />
siger Jesus: „Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at<br />
bringe godt budskab til fattige.“34Efter sin dåb drog Jesus til Galilæa, prædikede Guds<br />
evangelium og sagde: „Tiden er inde!“35 {MBF 262.3}<br />
„Han vil slutte en stærk pagt med de mange i én uge.“ Den uge, som her omtales, er den<br />
sidste af de halvfjerds. Den er de syv sidste år af den periode, der var tildelt jøderne. Det var<br />
i løbet af denne tid, der strækker sig fra år 27 til år 34, at Jesus, først personligt og senere<br />
ved sine disciple, rettede evangeliets indbydelse specielt til jøderne. Da apostlene drog ud<br />
med det glade budskab om Guds rige, lød Frelserens anvisning: „Følg ikke vejen til<br />
hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af<br />
Israels hus.“36 {MBF 263.1}<br />
„Men midt i ugen vil han bringe slagtoffer og afgrødeoffer til ophør.“ Det var år 31 e.Kr.<br />
— tre og et halvt år efter sin dåb — at Kristus blev korsfæstet. Med det store offer, der<br />
bragtes på Golgata, ophørte det offersystem, der i fire tusinde år havde peget fremad mod<br />
Guds lam. Symbolhandlingen var blevet virkeliggjort, og alle det ceremonielle systems<br />
slagtofre og afgrødeofre skulle nu ophøre. {MBF 263.2}<br />
Som vi har set, sluttede de halvfjerds uger eller 490 år, der specielt var afsat til jøderne, i<br />
året 34 e.Kr. Da beseglede folket sin forkastelse af evangeliet gennem det jødiske råds<br />
aktion, idet de stenede Stefanus og forfulgte Kristi disciple. Derefter blev frelsens budskab<br />
ikke længere begrænset til det udvalgte folk, men givet videre til verden. Disciplene, der ved<br />
forfølgelse var blevet tvunget til at flygte fra Jerusalem, „begyndte nu at drage rundt og<br />
forkynde ordet. Filip tog ned til … Samaria og prædikede for dem om Kristus.“ Ledet af<br />
Guds ånd bragte Peter evangeliet til den gudfrygtige Kornelius, der var høvedsmand i<br />
205
Change language