Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
bestå prøven. Sandhedens sag kunne komme til at lide skade på grund af hans svaghed! Det<br />
var ikke for sin egen sikkerhed, men for evangeliets sejr, han kæmpede med Gud. Hans<br />
sjæleangst og strid kunne sammenlignes med Jakobs natlige kamp ved den ensomme bæk<br />
— og ligesom Jakob sejrede han. I hans fuldkomne hjælpeløshed blev hans tro på den<br />
mægtige frelser styrket. Han fik kraft ved forvisningen om, at han ikke skulle stå alene for<br />
rådet. Hans sjæl fik atter fred, og han frydede sig over, at han skulle få lov til at bære Guds<br />
ord frem for folkets herskere. {MBF 126.2}<br />
Med sit sind hvilende i Gud beredte Luther sig til den forestående kamp. Han overvejede,<br />
hvordan han skulle svare, undersøgte steder i sine skrifter og fandt i Den hellige Skrift<br />
beviser, som understøttede hans standpunkter. Idet han lagde sin venstre hånd på den hellige<br />
bog, som lå opslået foran ham, og løftede den højre mod himlen, svor han „at forblive tro<br />
mod evangeliet og frit bekende sin tro, om han så skulle komme til at besegle sit vidnesbyrd<br />
med sit blod.“21 {MBF 126.3}<br />
Da han på ny blev ført frem for rigsdagen, bar hans ansigt intet spor af frygt eller<br />
forvirring. Roligt og fredfyldt, men ædel og tapper stod han som et vidne for Gud mellem<br />
denne verdens store. Den kejserlige embedsmand forlangte nu hans afgørelse med hensyn<br />
til, om han ønskede at tilbagekalde sine læresætninger. Luther svarede dæmpet og<br />
beskedent. Han optrådte ærbødigt og uden selvsikkerhed, men udviste alligevel en glæde og<br />
<strong>till</strong>idsfuldhed, som overraskede forsamlingen: {MBF 127.1}<br />
„Allernådigste kejser, berømmelige fyrster, nådige herrer,“ svarede Luther. „Jeg står her<br />
foran jer i dag i henhold til den befaling, jeg modtog i går, og for Guds barmhjertigheds<br />
skyld beder jeg indstændigt Eders Majestæt og Eders højheder om nådigt at lytte til<br />
forsvaret for en sag, som jeg er overbevist om er retfærdig. Hvis jeg af uvidenhed skulle<br />
komme til at forsynde mig mod, hvad der er skik og brug ved hoffet, beder jeg Eder tilgive<br />
mig, for jeg er ikke oplært i kongers slotte, men i klostrets ensomhed.“22 {MBF 127.2}<br />
Derefter gik han over til selve spørgsmålet og erklærede, at hans værker ikke alle var af<br />
samme art. I nogle af dem havde emnet været tro og gode gerninger, og selv hans fjender<br />
havde erklæret dem for ikke blot uskadelige, men nyttige. At tilbagekalde disse ville være at<br />
fordømme sandheder, som alle parter var enige om. Den næste kategori bestod af skrifter,<br />
som afslørede pavevældets fordærvelse og misbrug. At tilbagekalde disse skrifter ville<br />
styrke Roms tyranni og bane vejen for endnu mere ugudelighed. I den tredie slags bøger<br />
havde han angrebet personer, som havde forsvaret bestående onder. Han indrømmede åbent,<br />
at han nok havde været mere voldsom, end det var passende. Han hævdede ikke at være<br />
fejlfri, men selv disse bøger kunne han ikke tilbagekalde. Gjorde han det, ville sandhedens<br />
fjender blive dristigere og underkue Guds folk med endnu større grusomhed. {MBF 127.3}<br />
„Men jeg er jo kun et almindeligt menneske og ikke Gud,“ fortsatte han, „og jeg må<br />
derfor forsvare mig ligesom Kristus: ‘Har jeg sagt noget forkert, så bevis, at det er forkert.’“<br />
96
Change language