Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
argumenter for at bevise, at „man ikke behøver at holde sit ord til personer, som mistænkes<br />
for kætteri, selv om de havde fået frit lejde fra kejseren og fra konger.“11På denne måde<br />
gennemtvang de deres vilje. {MBF 86.1}<br />
Da Huss endelig blev ført frem for kirkemødet, var han svækket af sygdom og opholdet i<br />
fængslet. Den fugtige luft dér havde fremkaldt en feber, som nær havde kostet ham livet. Nu<br />
stod han i sine lænker foran kejseren, som havde givet sit æresord på at ville beskytte ham.<br />
Under den lange retssag holdt han urokkeligt fast ved sandheden, og i overværelse af de<br />
forsamlede standspersoner fra kirke og stat nedlagde han en højtidelig protest imod<br />
gejstlighedens korruption. Da han blev s<strong>till</strong>et over for valget mellem at tilbagekalde sin lære<br />
eller at lide døden, valgte han martyrens skæbne. {MBF 86.2}<br />
I de kvalfulde uger, som gik, inden den endelige dom blev afsagt, holdt Guds nåde ham<br />
oppe og fyldte hans sjæl med himlens fred. Han skrev til en ven: „Dette brev skriver jeg i<br />
mit fængsel med lænket hånd. Jeg venter min dødsdom i morgen. … Når vi ved Kristi hjælp<br />
atter mødes i det tilkommende livs herlige fred, skal du få at vide, hvor barmhjertig Gud har<br />
været imod mig, og hvor kraftigt han har stået mig bi i alle mine fristelser og prøvelser.“12I<br />
sit skumle fængsel forudså Huss den sande tros sejr. I drømme var han i Prag og så paven og<br />
hans biskopper udviske de billeder af Kristus, som var malet på væggen. Dette syn pinte<br />
ham, men senere så han mange malere male endnu flere billeder i klare farver. Så snart de<br />
havde fuldført arbejdet, sagde malerne, der var omgivet af en vældig menneskemængde:<br />
„Lad nu paverne og biskopperne komme — de kan aldrig viske dem ud mere!“ Da Huss<br />
fortalte om sin drøm, sagde han: „Jeg hævder bestemt, at Kristi billede aldrig vil blive<br />
udvisket. De har ønsket at ødelægge det, men det vil blive malet på ny i alles hjerter af<br />
prædikanter, som er langt dygtigere end jeg.“13 {MBF 86.3}<br />
Huss blev nu ført frem for kirkemødet for sidste gang. Det var en stor og prægtig<br />
forsamling. Her var kejseren, rigets fyrster, de kongelige udsendinge, kardinaler, biskopper,<br />
præster og en kolossal menneskemængde, der var kommet for at overvære dagens<br />
begivenheder. <strong>Fra</strong> alle dele af kristenheden var man kommet for at være vidne til, at denne<br />
mand faldt som det første store offer i den lange kamp, der skulle ende med<br />
samvittighedsfrihedens sejr. {MBF 87.1}<br />
Da Huss blev opfordret til at give udtryk for sin endelige beslutning, erklærede han, at<br />
han ikke ville tilbagekalde. Idet han fæstede sit gennemtrængende blik på den monark, hvis<br />
løfte var blevet brudt på så skammelig en måde, sagde han: „Jeg besluttede af egen fri vilje<br />
at komme til stede ved dette kirkemøde under offentlig beskyttelse og med frit lejde fra<br />
kejseren, som er her til stede.“14Sigismund blev blussende rød i ansigtet, da alle<br />
tilstedeværende rettede blikket mod ham. {MBF 87.2}<br />
Da dommen var afsagt, begyndte degraderingen. Biskopperne iførte deres fange<br />
præstedragten. Idet han tog den på, sagde han: „For at håne vor Herre Jesus Kristus kastede<br />
63
Change language