Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
godkendte. Med så overbevisende styrke udmalede han pavestolens uretmæssige tilegnelser<br />
og korruption, at hans fjender blev forvirrede. Wicliffs venner og tilhængere var blevet<br />
tvunget til at give efter, og det var ventet, at reformatoren selv, i sin høje alder, alene og<br />
venneløs, ville bøje sig for kronens og kirkens forenede magt. Men det blev tværtimod de<br />
pavelige repræsentanter, der måtte se sig slået. Parlamentet lod sig påvirke af Wicliffs<br />
gribende appeller, tilbagekaldte ediktet om at Wiclif og hans tilhængere skulle forfølges, og<br />
reformatoren var fri igen. {MBF 73.4}<br />
Under den tredie retssag blev Wicliff s<strong>till</strong>et for landets højeste gejstlige domstol. Her<br />
ville man ikke vise skånsel over for vranglære. Nu ville romerkirken endelig sejre, og<br />
reformatorens virksomhed ville blive bragt til ophør. Det mente pavens repræsentanter i al<br />
fald. Kunne de blot nå deres hensigt, ville Wicliff enten blive tvunget til at afsværge sin lære<br />
eller blive brændt på bålet. {MBF 73.5}<br />
Men Wicliff tilbagekaldte intet. Uden at vakle holdt han fast ved sin lære og tilbageviste<br />
sine forfølgeres anklager. Han så fuldstændig bort fra sig selv, sin s<strong>till</strong>ing og sine<br />
omgivelser. Han stævnede sine tilhørere for Guds domstol og s<strong>till</strong>ede deres spidsfindigheder<br />
og bedrag op imod den evige sandhed. Man mærkede tydeligt Helligåndens nærværelse i<br />
retssalen. Tilhørerne sad som fastnaglet af Guds kraft. De syntes ude af stand til at flytte sig<br />
ud af stedet. Reformatorens ord gennemborede deres hjerter som pile fra Herrens kogger.<br />
De havde beskyldt Wicliff for kætteri. Nu slyngede han med overbevisende styrke denne<br />
beskyldning tilbage mod dem selv, idet han spurgte, hvordan de vovede at udbrede deres<br />
vildfarelser, og drive handel med Guds nåde? {MBF 74.1}<br />
„Hvem mener I, I kæmper imod?“ spurgte han til slut, „mod en gammel mand på gravens<br />
rand? Nej! Mod sandheden — den sandhed, der er stærkere end jer, og som skal overvinde<br />
jer.“8Da han havde sagt det, trak han sig tilbage fra forsamlingen, og ikke en eneste af hans<br />
modstandere forsøgte at forhindre ham deri. {MBF 74.2}<br />
Wicliffs gerning var næsten til ende. Det sandhedens banner, han så længe havde løftet,<br />
skulle snart falde ud af hans hånd. Men endnu engang skulle han vidne for evangeliet.<br />
Sandheden skulle forkyndes for selve vildfarelsens riges højborg. Wicliff blev indstævnet<br />
for den pavelige domstol i Rom, som så ofte havde udgydt de helliges blod. Han var ikke<br />
blind for den fare, som truede, men ville gerne være kommet, hvis en lammelse ikke havde<br />
forhindret ham i at rejse. Skønt hans stemme ikke kom til at lyde i Rom, kunne han give<br />
udtryk for sin mening i et brev, og det besluttede han at gøre. <strong>Fra</strong> sin præstegård sendte han<br />
paven et brev. Det var skrevet i en høflig tone og en kristelig ånd, men indeholdt en skarp<br />
kritik af den pomp, pragt og stolthed, som fandtes ved pavestolen. {MBF 74.3}<br />
Han skrev: „Det er mig en sand glæde at bekende den tro, som jeg hylder, for hvert<br />
eneste menneske, og i særdeleshed for biskoppen af Rom. Da jeg anser denne tro for at være<br />
52
Change language