Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
måde skulle de begivenheder, der var skildret i symboler, som hentydede til genkomsten,<br />
indtræffe på det tidspunkt, der var angivet i den symbolske tjeneste. I det mosaiske system<br />
fandt helligdommens renselse eller den store forsoningsdag sted på den tiende dag i den<br />
syvende jødiske måned,10da ypperstepræsten, efter at have skaffet hele Israel soning og<br />
således fjernet alle folkets synder fra helligdommen, kom ud og velsignede folket. Derfor<br />
troede man, at Kristus, vor store Ypperstepræst, skulle komme og rense jorden ved at<br />
tilintetgøre synden og synderne — og skænke sit ventende folk udødelighed. Man mente, at<br />
Herren ville komme igen på den tiende dag i den syvende måned — på det tidspunkt, da<br />
helligdommen skulle renses. Denne dag faldt i 1844 på den 22. oktober. Dette stemte med<br />
den kendsgerning, at de 2300 dage ville udløbe om efteråret. Den slutning forekom<br />
uomstødelig. {MBF 321.2}<br />
I lignelsen i Matt 25 følges ventetiden og søvnen af brudgommens komme. Dette stemte<br />
overens med de beviser, som netop er fremholdt — både ud fra profetien og symbolerne.<br />
Mange var overbevist om sandheden i dette, og „midnatsråbet“ blev forkyndt af tusinder af<br />
troende. {MBF 321.3}<br />
Bevægelsen fejede som en flodbølge hen over landet. Den gik fra by til by, fra landsby til<br />
landsby og til de fjerneste flækker, indtil Guds ventende born var helt vækket op.<br />
Fanatismen forsvandt for denne forkyndelse, som frost for solens stråler. De troendes hjerte<br />
fyldtes af håb og mod — tvivl og forvirring forsvandt. Værket var befriet for de<br />
yderligheder, som altid viser sig, når menneskelig ophidselse ikke holdes i ave af Guds ånd.<br />
Det var af samme karakter som det, der skete i det gamle Israel, når de ydmygede sig for<br />
Herren, efter at han havde revset folket ved en af sine tjenere. Værket havde det præg, som<br />
Guds værk altid har. Der var ingen ekstatisk glæde, men inderlig selvransagelse,<br />
syndsbekendelse og forsagelse af verden. Forpinte sjæle beredte sig til at møde Herren. Der<br />
blev bedt oprigtigt, og man helligede sig uforbeholdent til Herren. {MBF 321.4}<br />
Miller beskriver denne tid således: „Der lyder ingen glædesudbrud; det er, som bliver de<br />
gemt til en senere anledning, da himmel og jord skal fryde sig sammen i en ubeskrivelig<br />
lyksalighed. Ingen råber — man venter, til råbet fra himlen skal lyde. Sangerne er tavse —<br />
de venter, til de skal synge sammen med det himmelske englekor. … Der er ingen<br />
følelsesmæssige konflikter; alle er fuldstændig enige.“11 {MBF 322.1}<br />
En anden, der var med i bevægelsen, sagde: „Alle vegne var der inderlig hjerteransagelse<br />
og ydmygelse for himlens Gud. Interessen blev vendt fra det, der hører denne verden til; al<br />
strid og fjendskab blev bilagt, alle forurettelser tilstået, og angrende, bodfærdige hjerter bad<br />
Gud om tilgivelse. Der var en sjælens ydmyghed, hvis lige vi aldrig før havde set. Gennem<br />
Joel havde Gud befalet, at når hans store dag var nær, skulle mennesker sønderrive deres<br />
hjerter og ikke deres klæder og omvende sig til ham med faste og gråd. Som Gud havde<br />
lovet gennem Zakarias, udgød han nådens og bønnens ånd over sine børn. De tænkte på<br />
251
Change language