Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
ord skal aldrig forgå.“31Der var blevet fældet dom over Jerusalem på grund af dens synder,<br />
og dommen ville blive fuldbyrdet på grund af byens hårdnakkede vantro. {MBF 22.2}<br />
Ved profeten Mika havde Herren sagt: „Hør dog, ledere i Jakobs hus, stormænd i Israels<br />
hus, som afskyr, hvad der er ret, og fordrejer alt retskaffent, som bygger Zion med blod og<br />
Jerusalem med uret. Dens ledere dømmer for betaling, dens præster underviser for løn, dens<br />
profeter spår for penge, mens de støtter sig til Herren og siger: ‘Er Herren ikke hos os?<br />
Ulykken rammer ikke os!’ “32 {MBF 22.3}<br />
Disse ord gav et sandfærdigt billede af de demoraliserede og selvretfærdige indbyggere i<br />
Jerusalem. De bekendte sig til nøje at overholde Guds lov, men de overtrådte alle dens<br />
principper. De hadede Jesus, fordi hans renhed og hellighed afslørede deres synd, og de gav<br />
ham skylden for alle de vanskeligheder, de kom ud for på grund af deres synder. Skønt de<br />
vidste, at han var syndfri, havde de sagt, at hans død var nødvendig af hensyn til nationens<br />
sikkerhed. „Lader vi ham blive ved på den måde, vil alle snart tro på ham, og romerne vil<br />
komme og tage både vort tempel og vort folk.“33Hvis Jesus blev ofret, kunne de måske<br />
endnu engang blive et stærkt, forenet folk. Således ræsonnerede de, og de tilsluttede sig<br />
deres ypperstepræsts erklæring om, at „det er bedre for jer, at ét menneske dør for folket,<br />
end at hele folket går til grunde.“ {MBF 22.4}<br />
Således havde de jødiske ledere bygget „Zion med blod og Jerusalem med uret.“34Og<br />
dog var de så selvretfærdige, at de anså sig for Guds udvalgte folk og ventede, at Herren<br />
ville befri dem fra deres fjender, skønt de dræbte deres frelser, fordi han irettesatte dem for<br />
deres synder. „På grund af jer skal Zion pløjes som en mark, Jerusalem skal blive til ruiner<br />
og tempelbjerget til kratbevoksede høje,“ fortsætter profeten.35 {MBF 23.1}<br />
Næsten fyrre år ventede Herren med at lade sine straffedomme komme over byen og<br />
folket, efter at Jesus havde forkyndt dommen over Jerusalem. Hvilken forunderlig<br />
langmodighed Gud viste med de mennesker, som havde forkastet hans evangelium og dræbt<br />
hans Søn! Lignelsen om det ufrugtbare figentræ er et billede på Guds handlemåde med<br />
jødefolket. Befalingen var givet: „Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til<br />
ingen nytte?“36 {MBF 23.2}<br />
Men i sin barmhjertighed sparede Gud det endnu en lille tid. Der var endnu mange jøder,<br />
som var uvidende om Jesu karakter og gerning. Børnene havde heller ikke haft de samme<br />
muligheder eller modtaget det samme lys, som deres forældre havde foragtet. Gud ville lade<br />
sit lys skinne på dem gennem apostlenes forkyndelse. Han ville give dem lejlighed til at se,<br />
hvordan profetierne var gået i opfyldelse ved Jesu fødsel og liv, død og opstandelse.<br />
Børnene blev ikke fordømt for forældrenes synder; men når de med kendskab til al den<br />
oplysning, der var blevet givet deres forældre, afviste det lys, som yderligere blev givet til<br />
dem selv, blev de delagtige i forældrenes synder og fyldte deres uretfærdigheds<br />
bæger. {MBF 23.3}<br />
12
Change language