Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Da pesten, Den sorte Død, hærgede Schweiz i 1519, kom det til at betyde et vældigt<br />
fremstød for reformationen. Mange mennesker følte ansigt til ansigt med døden, at de<br />
afladsbreve, de havde købt, var værdiløse og begyndte at længes efter et sikrere grundlag for<br />
deres tro. Zwingli fik selv pest og var så syg, at man havde opgivet håbet om, at han skulle<br />
komme sig. Rygtet gik, at han allerede var død. I prøvelsens stund satte han sin lid til<br />
Golgatas kors og stolede på den mægtige Forsoner. Da han vendte tilbage fra dødens port,<br />
begyndte han at forkynde evangeliet med endnu større kraft end før, og hans ord vakte<br />
genklang. Folk tog imod deres elskede præst med stor glæde; han var så at sige vendt tilbage<br />
til dem fra gravens rand. De havde selv plejet de syge og døende og forstod som aldrig før<br />
evangeliets betydning og værdi. {MBF 143.2}<br />
Zwingli var kommet til en dybere forståelse af evangeliets sandheder og havde personlig<br />
erfaret dets fornyende kraft. Syndefaldet og Guds plan for menneskets frelse var de emner,<br />
han dvælede ved. Han sagde: „I Adam er vi alle døde og nedsunket i fordærv og<br />
fordømmelse, men Kristus har skaffet os en evig frelse.“13„Kristus … har købt os en evig<br />
genløsning. Hans lidelse er et evigt offer, som for altid er i stand til at helbrede; de<br />
tilfredss<strong>till</strong>er for altid det guddommelige krav om retfærdighed til bedste for dem, som stoler<br />
fast og urokkeligt på det.“ Han understregede samtidig, at Guds nåde absolut ikke <strong>till</strong>ader<br />
mennesker at fortsætte med at synde. „Gud er, hvor der er tro på Gud; og hvor Gud er, er der<br />
en magt, som tilskynder mennesker til at gøre gode gerninger.“1414 {MBF 143.3}<br />
Interessen for Zwinglis forkyndelse var så stor, at domkirken var stuvende fuld, når han<br />
prædikede. Efterhånden som hans tilhørere blev i stand til at følge ham, åbenbarede han<br />
mere og mere af sandheden for dem. I begyndelsen undgik han omhyggeligt at berøre<br />
emner, som kunne forskrække dem og skabe fordomme. Hans opgave var at vinde deres<br />
hjerte for Kristi lære, at blødgøre det ved hans kærlighed og få dem til at betragte Kristi<br />
eksempel. Når de først forstod evangeliets principper, ville de utvivlsomt give slip på deres<br />
overtro. {MBF 144.1}<br />
Skridt for skridt gik reformationen fremad i Schweiz. Dens modstandere blev forfærdede<br />
og kæmpede imod den. Et år før havde munken fra Wittenberg sagt nej til paven og kejseren<br />
i Worms, og nu tydede alt på, at der også i Zürich ville blive sagt nej til de pavelige krav.<br />
Der blev rettet mange angreb mod Zwingli. I de katolske kantoner skete det, at evangeliets<br />
disciple blev brændt på bålet, men det var ikke nok for Zwinglis fjender; han måtte selv<br />
bringes til tavshed. Derfor sendte biskoppen af Konstanz tre deputerede til myndighederne i<br />
Zürich. De beskyldte Zwingli for at tilskynde folk til at overtræde kirkens love og bringe ro<br />
og orden i fare. De hævdede, at hvis kirkens autoritet blev tilsidesat, ville resultatet blive<br />
almindeligt anarki. Zwingli svarede, at han i fire år havde forkyndt evangeliet i Zürich,<br />
„som var mere fredelig end nogen anden by i forbundet.“ „Er kristendommen så ikke det<br />
bedste værn for den offentlige sikkerhed?“ tilføjede han.1515 {MBF 144.2}<br />
110
Change language