Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
verdslig ære. Afgudsdyrkere antog visse dele af den kristne tro, men forkastede andre<br />
væsentlige sandheder. De bekendte sig til at tro på Jesus som Guds Søn og på hans død og<br />
opstandelse. Men de havde ingen syndserkendelse og indså ikke nødvendigheden af at angre<br />
og omvende sig. De gjorde visse indrømmelser og foreslog, at de kristne også skulle<br />
gøre indrømmelser, så alle kunne forenes i troen på Kristus. Dette var en frygtelig fare for<br />
menigheden. I sammenligning hermed var fængsel, tortur, bål og sværd velsignelser. Nogle<br />
af de kristne stod fast og sagde, at de ikke kunne indgå noget kompromis. Andre var stemt<br />
for at <strong>till</strong>empe visse dele af deres tro og slutte sig sammen med dem, som delvis havde<br />
antaget den kristne tro, idet de hævdede, at det måske ville bidrage til, at disse andre blev<br />
omvendt. Det var en svær tid for Kristi trofaste efterfølgere. Satan var ved at snige sig ind i<br />
kirken under kristendommens kappe for at fordærve de kristnes tro og lede deres sind bort<br />
fra sandhedens ord. {MBF 35.4}<br />
Til sidst gik de fleste kristne med til at sænke kravene, og kristendom og hedenskab<br />
indgik forbund. Skønt afgudsdyrkerne påstod, at de var omvendt, og sluttede sig til kirken,<br />
blev de ved at holde fast ved deres afgudsdyrkelse. De byttede blot deres afgudsbilleder med<br />
billeder af Jesus, Maria og helgenerne. Afgudsdyrkelsens farlige surdej, som nu var kommet<br />
ind i kirken, vedblev at øve sit ødelæggende værk. Usunde lærdomme, overtroiske skikke og<br />
hedenske ceremonier blev gjort til en del af kirkens gudstjeneste. Da Jesu efterfølgere<br />
sluttede sig sammen med afgudsdyrkerne, blev den kristne tro fordærvet, og kirken mistede<br />
sin renhed og styrke. Der var dog nogle få, som ikke lod sig vildlede, men forblev tro mod<br />
sandheden og tilbad Gud alene. {MBF 36.1}<br />
De, som bekender sig til at være kristne, har altid bestået af to grupper. Den ene betragter<br />
Frelserens liv og søger omhyggeligt at rette deres fejl og komme til at ligne det store<br />
forbillede. Den anden gruppe søger at komme uden om de tydelige, praktiske sandheder,<br />
som afslører deres vildfarelser. Selv da forholdene i kirken var bedst, var ikke alle trofaste,<br />
rene og oprigtige. Vor frelser lærte, at mennesker, som synder med vilje, ikke skal optages i<br />
menigheden. Alligevel udvalgte han fejlende mennesker og lod dem nyde godt af sin<br />
undervisning og sit eksempel for at give dem lejlighed til at se deres fejl og rette dem. Selv<br />
blandt de tolv apostle var der en forræder. Judas blev ikke valgt på grund af sine<br />
karakterfejl, men på trods af dem. Han blev optaget blandt disciplene, for at han af Jesu<br />
undervisning og eksempel skulle lære, hvad en kristen karakter består af, og blive tilskyndet<br />
til at indse sine fejl, angre og ved Guds nåde rense sin sjæl i lydighed mod sandheden. Men<br />
Judas vandrede ikke i det lys, som Gud i sin nåde lod skinne på ham. Han åbnede vejen for<br />
Satans fristelser ved at give efter for synden. Hans onde karaktertræk fik magten. Han lod<br />
mørkets magt få kontrol over sit sind og blev vred, når han blev irettesat. Det førte til, at han<br />
begik den frygtelige forbrydelse at forråde sin Mester. Alle, der giver efter for det onde,<br />
samtidig med at de foregiver gudfrygtighed, hader dem, der forstyrrer deres fred ved at<br />
fordømme deres syndige liv. Når der byder sig en anledning, vil de bære sig ad akkurat som<br />
22
Change language