Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Prag syntes endnu engang at være på randen af en blodig strid. Og som i tidligere tider<br />
fik Guds tjener skyld for at „styrte Israel i ulykke.“7Endnu engang blev byen belagt med<br />
interdikt, og Huss vendte tilbage til sin fødeby. Nu var hans trofaste vidnesbyrd fra<br />
Betlehemskapellet afsluttet. Han skulle tale over en bredere front, til hele kristenheden, før<br />
han gav sit liv som vidne for sandheden. {MBF 84.1}<br />
For at skaffe ro i Europa blev der indkaldt til et kirkerådsmøde i Konstanz. Kirkerådet<br />
blev på begæring af kejser Sigismund indkaldt af en af de tre rivaliserende paver, Johannes<br />
XXIII. Kravet om et kirkerådsmøde var langt fra blevet hilst velkommen af pave Johannes,<br />
hvis karakter og politik dårligt kunne klare en undersøgelse, selv ikke af prælater med så<br />
slap en moral, som den tids kirkefolk havde. Han vovede dog ikke at sætte sig op imod<br />
Sigismund (se noter). {MBF 84.2}<br />
Kirkemødets hovedformål var at hele bruddet i kirken og udrydde kætteriet. Man<br />
indkaldte derfor de to andre paveemner og den førende talsmand for de nye ideer, Johan<br />
Huss. Af hensyn til deres sikkerhed mødte paverne ikke personligt, men lod sig<br />
repræsentere af befuldmægtigede. Og skønt pave Johannes var officiel indbyder til mødet,<br />
kom også han med bange anelser. Han havde mistanke om, at kejseren ville afsætte ham.<br />
Han var også bange for at blive krævet til regnskab for de forbrydelser, han havde begået for<br />
at sikre sig sit embede. Alligevel holdt han sit indtog i Konstanz med stor pragt ledsaget af<br />
en skare af gejstlige. Alle byens førende mænd fra kirke og stat samt en kolossal<br />
menneskemængde bød ham velkommen. Fire af de øverste embedsmænd bar en gylden<br />
tronhimmel over hans hoved. Foran ham bar man hostien, og kardinaler og adelsmænd i<br />
prægtige dragter kastede glans over optoget. {MBF 84.3}<br />
I mellemtiden nærmede en anden rejsende sig Konstanz. Huss var sig helt bevidst om de<br />
farer, der truede ham. Han tog afsked med sine venner, som skulle han aldrig møde dem<br />
igen og tog af sted på sin rejse med følelsen af, at den førte ham til bålet. Skønt kongen af<br />
Bøhmen gav ham frit lejde, og kejseren gav ham et lejdebrev for rejsen, traf han alle<br />
forberedelser med den mulighed for øje, at han skulle dø. Til sine venner i Prag skrev han:<br />
„Mine brødre! … jeg rejser med lejdebrev fra kejseren for at møde mine talrige<br />
dødsfjender. {MBF 84.4}<br />
… Jeg sætter hele min lid til den almægtige Gud. Jeg stoler på, at han vil høre jeres<br />
inderlige bønner og lægge sin visdom i min mund, så jeg kan stå dem imod, og at han vil<br />
skænke mig sin Helligånd for at styrke mig i sin sandhed, og give mig mod til at møde<br />
fristelser, fængsel og om nødvendigt en grusom død. Kristus led for dem, som han elskede.<br />
Det bør derfor ikke forundre os, at også vi med tålmodighed skal tåle alt for vor frelses<br />
skyld. Han er Herren, og vi er hans tjenere. Han er verdens hersker, vi er kun foragtelige,<br />
dødelige mennesker — men alligevel led han! Hvorfor skulle vi ikke også lide, især når<br />
lidelsen tjener til at lutre os? Derfor, I elskede, hvis min død bør bidrage til hans ære, så bed<br />
61
Change language