Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
hvis han har magten, i dag kan foreskrive én mening eller tro og i morgen en anden, som det<br />
så ofte før er blevet gjort af forskellige konger og dronninger i England og af forskellige<br />
paver og kirkemøder inden for romerkirken. På den måde ville troen blive én stor<br />
forvirring.“12 {MBF 236.2}<br />
Den, der udeblev fra den autoriserede kirkes gudstjeneste, blev idømt bøde eller fængsel.<br />
„Williams fordømte denne lov. Den dårligste bestemmelse i hele den engelske lov var den,<br />
som krævede, at enhver skulle overvære gudstjenesten i sit sogns kirke. At tvinge<br />
mennesker til at samles med dem, der havde en anden trosbekendelse, betragtede han som<br />
en krænkelse af deres naturlige rettigheder; at tvinge de irreligiøse og uvillige til at deltage i<br />
de offentlige gudstjenester var at befale hykleri. … Ingen skulle tvinges til at deltage i<br />
gudstjeneste mod sin vilje. Hans modstandere, som ikke forstod hans grundsætninger,<br />
svarede: ‘Er arbejderen ikke sin løn værd?’ ‘Jo,’ svarede Williams, ‘han skal lønnes af dem,<br />
der har taget ham i deres tjeneste.’“13 {MBF 237.1}<br />
Roger Williams var respekteret og elsket som en god præst, et begavet menneske og en<br />
både retskaffen og menneskekærlig mand. Men hans stadige benægtelse af, at de civile<br />
myndigheder havde ret til at herske over kirken, og hans krav om trosfrihed kunne ikke<br />
tolereres. Man hævdede, at hvis disse principper blev ført ud i livet, ville de „omstyrte<br />
landet og dets regering.“14Han blev forvist fra kolonierne og måtte midt om vinteren flygte<br />
ud i skovene. {MBF 237.2}<br />
Han fortæller selv: „I 14 uger måtte jeg flakke om i vinterkulden og havde hverken brød<br />
eller seng. Men ravnene gav mig føde i vildnisset.“ Han fandt ofte ly i et hult træ.15Han<br />
fortsatte sin møjsommelige flugt gennem sneen og den vejløse skov, indtil han fandt tilflugt<br />
hos en indianerstamme, hvis <strong>till</strong>id og kærlighed han havde vundet, da han tidligere havde<br />
forsøgt at lære dem evangeliets sandheder. {MBF 237.3}<br />
Efter mange måneders strabadser nåede han frem til Narragansettbugten, hvor han<br />
grundlagde den første moderne stat, som fuldt ud anerkendte trosfrihed. Det grundlæggende<br />
princip i Roger Williams koloni var, „at alle mennesker skulle have ret til at tilbede Gud i<br />
overensstemmelse med deres egen samvittighed.“16Hans lille stat, Rhode Island, blev et<br />
tilflugtssted for de undertrykte. Den trivedes og voksede i velstand, indtil dens<br />
hovedprincipper — borgerlig og religiøs frihed — blev den amerikanske republiks<br />
hovedhjørnesten. {MBF 237.4}<br />
I uafhængighedserklæringen — dette prægtige gamle dokument, i hvilket Amerikas<br />
fædre formulerede de grundlæggende menneskerettigheder — hed det: „Vi betragter det<br />
som en selvindlysende sandhed, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber har<br />
fået visse umistelige rettigheder, hvortil hører liv, frihed og retten til at søge lykken.“ I de<br />
mest utvetydige vendinger garanterer forfatningen samvittighedens ukrænkelighed: „Ingen<br />
religiøs prøve skal nogen sinde kræves som forudsætning for at kunne indtage en offentlig<br />
184
Change language