Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
„Ingen kan fors<strong>till</strong>e sig,“ skrev han, „hvad der bliver begået af synd og skændige<br />
gerninger i Rom. Det må man se og høre for at tro det. Således plejer de at sige: ‘Hvis der<br />
findes et Helvede, så er Rom bygget over det; den er en afgrund, hvorfra enhver form for<br />
synd vælder op.’“6 {MBF 101.1}<br />
Ved et nyligt dekret havde paven netop lovet aflad til alle, der på deres knæ ville kravle<br />
op ad „Pilatus’ trappe.“ Man sagde, at Frelseren skulle være gået ned ad den, da han forlod<br />
den romerske retssal, og at den på underfuld måde var blevet ført til Rom fra Jerusalem.<br />
Luther klatrede en dag fromt op ad disse trin, da en tordenlignende røst pludselig syntes at<br />
sige til ham: „Den retfærdige skal leve af tro.“7Han sprang op og skyndte sig bort, opfyldt<br />
af skam og rædsel. Denne bibeltekst mistede aldrig sin magt over hans sjæl. Han indså<br />
klarere end nogen sinde, hvilken vildfarelse det var at stole på, at egne gerninger kunne<br />
frelse, og nødvendigheden af bestandig at tro på Kristi fortjeneste. Hans øjne var blevet<br />
åbnet for pavevældets bedrag og skulle aldrig mere lukkes. Da han vendte sit ansigt bort fra<br />
Rom, var også hans hjerte vendt fra det, og fra da af blev adskillelsen større, indtil han<br />
afbrød al forbindelse med pavekirken. {MBF 101.2}<br />
Efter sin hjemkomst til Wittenberg blev Luther doktor i teologi ved universitetet i denne<br />
by. Nu kunne han som aldrig før hellige sig studiet af de skrifter, han elskede. Han havde<br />
aflagt et højtideligt løfte om nøje at studere og med troskab at prædike Guds ord — ikke<br />
pavernes læresætninger — alle sit livs dage. Han var ikke længere kun munk eller lærer,<br />
men havde myndighed til at forkynde Bibelen og være hyrde for Guds hjord, der hungrede<br />
efter sandhed. Han erklærede med stor bestemthed, at kristne mennesker ikke burde tage<br />
imod nogen anden lære end den, som bygger på Den hellige Skrifts autoritet. Disse ord<br />
ramte selve grundvolden for pavens overhøjhed og var og blev reformationens væsentligste<br />
grundsætning. {MBF 101.3}<br />
Luther så faren ved at ophøje menneskelige teorier over Guds ord. Uden frygt angreb han<br />
skolastikernes spekulative vantro og imødegik den filosofi og teologi, som så længe havde<br />
haft magt over folket. Han fordømte den slags studier som ikke blot værdiløse, men direkte<br />
skadelige, og søgte at vende sine tilhøreres sind fra filosoffernes og teologernes<br />
spidsfindigheder til de evige sandheder, som profeter og apostle havde forkyndt. {MBF<br />
101.4}<br />
Det var et vidunderligt budskab, han bragte de ivrige skarer, som lyttede til hans ord.<br />
Aldrig havde de hørt en sådan lære. Det glade budskab om Frelserens kærlighed og om<br />
tilgivelse og fred ved hans blod glædede dem inderligt og gav dem et udødeligt håb. I<br />
Wittenberg tændtes et lys, hvis stråler skulle nå ud til jordens fjerneste egne og vokse i<br />
klarhed til tidernes ende. {MBF 102.1}<br />
75
Change language