Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Jorden rystede, og et kor af stemmer råbte: „Lad os drage bort herfra.“ Den store østport, der<br />
var så tung, at tyve mand næppe kunne lukke den — den var fastgjort med svære<br />
jernstænger, som gik dybt ned i den solide brolægning — blev åbnet ved midnat af usynlige<br />
kræfter.39 {MBF 25.1}<br />
I syv år blev en mand ved at gå op og ned ad Jerusalems gader og råbe om de ulykker,<br />
der ville ramme byen. Dag og nat sang han den dystre sørgesang: {MBF 25.2}<br />
„En røst fra øst! En røst fra de fire vinde! En røst imod Jerusalem og imod templet! En<br />
røst imod brudgommene og brudene! En røst imod hele folket!“40 {MBF 25.3}<br />
Denne mærkelige mand blev fængslet og pisket, men ikke en klagelyd kom over hans<br />
læber. Når han blev hånet og mishandlet, svarede han blot: „Ve, ve Jerusalem!“ „Ve, ve<br />
dens indbyggere!“ Hans varselsråb tav først, da han blev dræbt under den belejring, som han<br />
havde forudsagt. {MBF 25.4}<br />
Ikke én eneste kristen omkom under Jerusalems ødelæggelse. Jesus havde advaret sine<br />
disciple, og alle, der troede på hans ord, gav agt på det tegn, som han havde lovet dem. „Når<br />
I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der<br />
er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den,“ havde han<br />
sagt.41Da romerne havde omringet byen under ledelse af Cestius og alt syntes klart til<br />
stormangreb, hævede de pludselig belejringen. De belejrede havde opgivet håbet om at gøre<br />
virkningsfuld modstand og skulle netop til at overgive sig, da den romerske general trak sine<br />
tropper tilbage tilsyneladende uden ringeste årsag. Men i sit nådige forsyn ledede Gud<br />
begivenhederne til bedste for sit folk. De ventende kristne havde fået det lovede tegn, og nu<br />
fik alle, der ville, mulighed for at efterkomme Frelserens opfordring. Forholdene blev<br />
tilrettelagt således, at hverken jøderne eller romerne hindrede de kristnes flugt. Da Cestius<br />
trak sig tilbage, gjorde jøderne udfald og forfulgte hans hær, under tilbagetrækningen. Da de<br />
to hære var optaget af at holde hinanden i skak, kunne de kristne forlade byen. På dette<br />
tidspunkt var der heller ingen fare for, at deres flugt ville blive hindret af fjender ude i<br />
landet. Under belejringen var jøderne samlet i Jerusalem for at fejre løvhyttefesten, og de<br />
kristne i hele landet kunne derfor flygte uantastet. Uden tøven bragte de sig i sikkerhed i<br />
byen Pella i Perea på den anden side af Jordan. De jødiske soldater, der forfulgte den<br />
romerske hær, kastede sig over dens bagtrop med et sådant raseri, at romerne var truet af<br />
tilintetgørelse. Det var med den største vanskelighed, at det lykkedes romerne at trække sig<br />
tilbage. Jøderne led næsten ingen tab og vendte sejrsstolte tilbage til Jerusalem med deres<br />
bytte; men den tilsyneladende sejr blev kun til skade for dem. Den opflammede dem nemlig<br />
til en hårdnakket modstand mod romerne, hvilket resulterede i, at den domfældte by blev<br />
udsat for usigelige lidelser. {MBF 25.5}<br />
Der skete frygtelige ting i Jerusalem, da belejringen blev genoptaget af Titus. Byen blev<br />
omringet ved påsketid, da millioner af jøder var samlet i den. Der ville have været<br />
14
Change language