Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
måde?“7Men når han så havde kæmpet med Gud i bøn, strømmede freden atter ind i hans<br />
sjæl. {MBF 151.4}<br />
„Denne gerning er ikke min, men din egen. Du vil ikke <strong>till</strong>ade, at den fordærves af<br />
overtro eller fanatisme,“ sagde han. Men tanken om at holde sig ude af kampen i en sådan<br />
krisesituation blev ham uudholdelig. Han besluttede at vende tilbage til Wittenberg. Uden at<br />
tøve begav han sig ud på sin farefulde færd. Han var bandlyst. Hans fjender kunne frit tage<br />
hans liv, og det var forbudt hans venner at hjælpe eller huse ham. Myndighederne traf de<br />
strengeste forholdsregler mod hans tilhængere. Men han så, at Ordets gerning var i fare —<br />
og i Guds navn drog han frygtløs ud for at kæmpe for sandheden. {MBF 151.5}<br />
I et brev til kurfyrsten skrev Luther, efter at have meddelt ham sin hensigt om at forlade<br />
Wartburg: „Eders Højhed skal vide, at jeg drager til Wittenberg under en langt stærkere<br />
beskyttelse, end fyrster kan give mig. Jeg ønsker ikke at bede om Eders Højheds støtte, og<br />
det er så langt fra mig at begære Eders beskyttelse, at jeg hellere selv ville beskytte Eder.<br />
Hvis jeg vidste, at Eders Højhed kunne eller ville beskytte mig, ville jeg slet ikke drage til<br />
Wittenberg. Der findes intet sværd, som kan fremme denne sag. Gud alene må udrette alt<br />
uden menneskers hjælp eller medvirken. Den, der har den stærkeste tro, er den, som bedst er<br />
i stand til at beskytte.“8 {MBF 152.1}<br />
I et andet brev skrevet på vej til Wittenberg tilføjede Luther: „Jeg er rede til at pådrage<br />
mig Eders Højheds mishag og hele verdens vrede. Er wittenbergerne ikke mine får? Har<br />
Gud ikke betroet mig dem? Og hvis det er nødvendigt, bør jeg så ikke vove livet for deres<br />
skyld? Desuden frygter jeg for, at der skal komme et frygteligt oprør i Tyskland som en<br />
straffedom fra Gud.“9 {MBF 152.2}<br />
Med stor forsigtighed og ydmyghed, men dog fast og beslutsomt begyndte han sit<br />
arbejde. „Ved Ordets kraft må vi omstyrte det, som er bygget op med vold. Jeg vil ikke<br />
bruge magt over for de overtroiske og vantro. Ingen må tvinges. Frihed er selve indbegrebet<br />
af tro,“ sagde han.10 {MBF 152.3}<br />
Snart rygtedes det i Wittenberg, at Luther var kommet tilbage for at prædike. Folk kom<br />
alle vegne fra, og Kirken var fyldt til bristepunktet. <strong>Fra</strong> prædikestolen formanede og dadlede<br />
Luther med visdom og mildhed. Han berørte også fremgangsmåden hos nogle, der havde<br />
brugt voldsomme midler for at afskaffe messen. Han sagde: {MBF 152.4}<br />
„Messen bør afskaffes. Gerne så jeg den i hele verden erstattet med evangeliets nadver.<br />
Men ingen bør rives bort fra den med vold. Vi må lægge sagen i Guds hånd. Det er hans ord<br />
og ikke os, der skal handle. Og hvorfor det? vil I måske spørge. Fordi jeg ikke holder<br />
menneskers hjerter i min hånd, som pottemageren holder leret. Vi har ret til at prædike, men<br />
vi har ikke ret til at handle. Lad os prædike — resten er Guds sag. Hvad ville jeg vinde, hvis<br />
jeg brugte magt? Grimasser, ydre former, efterligninger, menneskelige forordninger og<br />
116
Change language