Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
menneskeofringer var nødvendige for at sikre sig guddommens gunst. Frygtelige<br />
grusomheder er blevet begået under de forskellige former for afgudsdyrkelse. {MBF 457.4}<br />
Den romersk-katolske kirke har blandet hedenske og kristne skikke og forvansket Guds<br />
væsen ved at tage tilflugt til grusomme og oprørende metoder. Da Rom havde<br />
overherredømmet, brugte man tortur og bål for at tvinge mennesker til at bøje sig for kirkens<br />
lære. Der var tale om blodbade i et omfang, som aldrig vil blive kendt, før det afsløres på<br />
dommens dag. Kirkens høje embedsmænd udtænkte ved deres herre Satans hjælp metoder,<br />
der forårsagede de størst mulige pinsler uden at gøre ende på offerets liv. I mange tilfælde<br />
blev denne djævelske proces gentaget til den yderste grænse for, hvad et menneske kunne<br />
udholde, indtil naturen opgav kampen, og den lidende bød døden velkommen som en sød<br />
befrielse. {MBF 458.1}<br />
Sådan var skæbnen for romerkirkens modstandere. For sine tilhængere havde den<br />
tugtemidler som piskning, sult og legemlig tugt af enhver tænkelig og oprørende art. For at<br />
sikre sig himlens velbehag krænkede de bodfærdige Guds love ved at krænke naturens love.<br />
De lærte at sønderrive de bånd, som Gud har skabt til velsignelse og glæde for mennesket<br />
under dets jordiske liv. Kirkegårdene rummer millioner af ofre, der hele deres liv forgæves<br />
søgte at undertrykke deres naturlige følelser, at betvinge hver tanke og følelse af sympati for<br />
deres medskabninger som en synd imod Gud. {MBF 458.2}<br />
Hvis vi ønsker at forstå Satans bestandige grusomhed, som den er kommet til udtryk<br />
gennem hundreder af år — ikke blandt dem, der aldrig har hørt om Gud, men i selve<br />
kristenhedens centrum og i dens fulde udstrækning — behøver vi kun at se på romerkirkens<br />
historie. Gennem dette kæmpemæssige bedrageriske system når mørkets fyrste sit mål: at<br />
vanære Gud og bringe elendighed over mennesker. Når vi ser, hvor dygtigt han skjuler sig<br />
og udfører sit værk gennem kirkens ledere, forstår vi bedre, hvorfor hans modvilje mod<br />
Bibelen er så stor. Hvis denne bog bliver læst, vil Guds kærlighed og nåde blive åbenbaret,<br />
og det vil kunne ses, at han ikke lægger nogle af disse tunge byrder på mennesker. Han<br />
ønsker kun et angergivent hjerte og en ydmyg, lydig ånd. {MBF 458.3}<br />
Intet i Kristi eget liv tyder på, at mænd og kvinder skal spærre sig inde i klostre for at<br />
blive gjort egnede for himlen. Og han har aldrig lært, at kærlighed og medfølelse skal<br />
undertrykkes. Frelserens hjerte strømmede over af kærlighed. Jo nærmere et menneske<br />
kommer moralsk fuldkommenhed, jo mere følsomt bliver det, jo klarere opfatter det synden<br />
og jo dybere bliver dets medfølelse med de lidende. Paven hævder at være Kristi<br />
stedfortræder, men hvordan tåler hans karakter at sammenlignes med vor frelsers? Har<br />
Kristus nogen sinde dømt mennesker til fængsling eller tortur, fordi de ikke hyldede ham<br />
som himlens Konge? Da beboerne i en samaritansk landsby ikke ville tage imod ham,<br />
spurgte apostlen Johannes harmfuldt: „Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild<br />
ned fra himlen og fortære dem (sådan som Elias i sin tid gjorde)?“ Jesus så medlidende på<br />
356
Change language