Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
hen til livets træ, plukker den gyldne frugt og giver ham den at spise. Adam ser sig om og<br />
betragter vrimlen af hans løskøbte familie stående i Guds Paradis. Så kaster han sin<br />
funklende krone for Jesu fødder og omfavner Frelseren. Han rører den gyldne harpes<br />
strenge, og himlens hvælvinger genlyder af den jublende sang: {MBF 522.4}<br />
„Værdigt, værdigt, værdigt er Lammet, det slagtede, som atter lever!“ Adams familie<br />
følger hans eksempel, kaster deres kroner for Frelserens fødder og bøjer sig for ham i<br />
tilbedelse. {MBF 523.1}<br />
Denne genforening bliver overværet af englene, som græd ved Adams fald og frydede<br />
sig, da Jesus efter sin opstandelse steg op til himlen efter at have åbnet graven for alle, som<br />
måtte tro på ham. Nu ser de frelsesgerningen fuldført, og de forener deres stemmer i<br />
lovsang. {MBF 523.2}<br />
På glarhavet foran tronen, det glarhav, der ser ud, som om det var blandet med ild —<br />
sådan stråler det af Guds herlighed — er den skare samlet, der har „sejret over dyret og dets<br />
billede og dets navns tal.“ Med „Guds harper“ i deres hænder står de sammen med Lammet<br />
på Zions bjerg, et hundrede og fireogfyrretyve tusinde, der er løskøbt fra menneskeslægten.<br />
Og som en brusen af mange vande og som en buldren af et stort tordenvejr høres lyden af<br />
„harpespillere, der slår på deres harper.“ De synger „en ny sang“ foran tronen, en sang som<br />
ikke kan læres af andre end de hundrede og fireogfyrre tusinde. Det er Moses’ og Lammets<br />
sang, en sang om befrielse — sangen om deres erfaring — en erfaring, som ingen anden<br />
nogen sinde har haft. „De følger Lammet, hvor det går.“ De er blevet bortrykket fra jorden<br />
og regnes som „en førstegrøde for Gud og Lammet.“32„Det er dem, som kommer fra den<br />
store trængsel.“ {MBF 523.3}<br />
De har gennemgået en trængselstid, der ikke har haft sin mage, så længe der har været<br />
folkeslag til. De har gennemlevet Jakobs trængselstid. De har stået uden en forsvarer, mens<br />
Guds sidste straffedomme blev udøst. Men de er blevet udfriet, for de har „vasket deres<br />
klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ „Der fandtes ikke løgn i deres mund; de er<br />
uden fejl.“ „Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel; og han,<br />
som sidder på tronen, skal rejse sit telt over dem.“ De har set jorden hærget af hungersnød<br />
og pest, de har set solen svide mennesker med brændende hede, og de har selv lidt, sultet og<br />
tørstet. Men „de skal ikke sulte længere og ikke tørste længere, hverken solen eller nogen<br />
anden hede skal plage dem, for Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til<br />
livets kildevæld, og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“33 {MBF 523.4}<br />
Til alle tider er Frelserens udvalgte blevet oplært og tugtet i prøvelsens skole. På jorden<br />
gik de ad smalle stier, de blev lutret i lidelsens ovn. For Jesu skyld tålte de modstand, had og<br />
bagtalelse. De fulgte ham gennem svære kampe. De fornægtede sig selv og led bitre<br />
skuffelser. Af egen smertefuld erfaring lærte de syndens ondskab at kende, dens magt, dens<br />
skyld, dens sorg og smerte, og de ser på den med afsky. Erkendelsen af det uendeligt store<br />
407
Change language