Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
Resten blev forødt i et ryggesløst liv. De mænd, som udsugede deres medmennesker, var<br />
selv fritaget for skat, og loven eller skik og brug berettigede dem til alle offentlige s<strong>till</strong>inger.<br />
De privilegerede klasser talte ca. 150.000 personer, og millioner af mennesker var dømt til<br />
en håbløs og nedværdigende tilværelse, for at de kunne leve højt (se noter). {MBF 225.4}<br />
Hoffet hengav sig til luksus og tøjlesløshed. Der var ringe <strong>till</strong>id mellem folket og<br />
regenterne. Regeringens forholdsregler blev betragtet med mistro og stemplet som<br />
udspekulerede og egoistiske. I mere end et halvt århundrede før revolutionen var tronen<br />
besat af Ludvig XV, som — selv i disse fordærvede tider — udmærkede sig som en<br />
ugidelig, overfladisk og vellysten monark. Med et depraveret og grusomt aristokrati og en<br />
forarmet og uvidende underklasse, en vaklende statsøkonomi og et forbitret folk, krævede<br />
det ikke noget profetisk blik at forudse det frygtelige oprør, der truede. Når kongens<br />
rådgivere advarede ham, svarede han gerne: „Prøv at få det hele til at glide, så længe jeg<br />
lever. Efter min død kan det gå, som det vil.“ Forgæves sagde man til ham, at en reform var<br />
nødvendig. Han kunne godt se det, men havde hverken mod eller magt til at gøre noget ved<br />
det. Den undergang, som ventede <strong>Fra</strong>nkrig, kom kun alt for tydeligt til udtryk i hans<br />
ugidelige og selviske svar: „Efter mig kommer syndfloden!“ {MBF 226.1}<br />
Ved at spille på kongernes og de herskende klassers skinsyge og misundelse havde<br />
romerkirken fået dem til at holde folket nede i trældom, vel vidende at staten derved ville<br />
blive svækket, og med det formål at fastholde både herskere og folk som sine slaver. I sin<br />
fremsynethed indså romerkirken, at man for at slavebinde menneskene effektivt måtte lænke<br />
dem åndeligt; at den sikreste måde at forhindre dem i at undslippe deres slaveri var at gøre<br />
dem ude af stand til at være frie. Tusind gange værre end de fysiske lidelser, der var en følge<br />
af Roms politik, var det moralske forfald. Uden kendskab til Bibelen og prisgivet hykleriets<br />
og selviskhedens lære var folket hyllet i uvidenhed og overtro og nedsunket i laster, så de<br />
var helt ude af stand til at regere sig selv. {MBF 226.2}<br />
Men resultatet af dette blev vidt forskelligt fra, hvad romerkirken havde haft til hensigt. I<br />
stedet for at holde masserne i blind lydighed mod kirkens dogmer fik denne politik dem til<br />
at blive vantro og revolutionære. De foragtede katolicismen, som de anså for præstelige<br />
intriger, og de betragtede gejstligheden som medskyldig i deres underkuelse. Den eneste<br />
gud, de kendte, var romerkirkens gud, og romerkirkens lære var deres eneste religion. De<br />
betragtede kirkens grådighed og grusomhed som det naturlige resultat af Bibelens lære —<br />
og de ville intet have med den at gøre. {MBF 227.1}<br />
Romerkirken havde fordrejet Guds karakter og perverteret hans krav, og nu vragede<br />
menneskene både Bibelen og dens forfatter. Kirken havde krævet blind tro på sine dogmer<br />
under foregivende af Skriftens billigelse. Som reaktion forkastede Voltaire og hans<br />
meningsfæller Guds ord og såede vantroens giftige sæd overalt. Romerkirken havde søgt at<br />
knuse folket under sin jernhæl, men nu tilsidesatte de nedværdigede og forråede masser<br />
175
Change language