Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
men han fortsatte med om søndagen at tale til børnene og undervise dem i Bibelen. I sit<br />
lærerembede, gennem pressen og i sin yndlingsbeskæftigelse som lærer for børn øvede han i<br />
mange år en betydelig indflydelse, og takket være hans arbejde blev mange menneskers<br />
opmærksomhed henledt på studiet af de profetier, som viste, at Herrens komme var<br />
nær. {MBF 293.5}<br />
Også i Skandinavien blev adventbudskabet forkyndt, og det vakte stor interesse. Mange<br />
vågnede op af deres ligegyldighed, bekendte og afstod fra deres synder og søgte tilgivelse i<br />
Kristi navn. Statskirkens præster modsatte sig bevægelsen, og på deres foranledning blev<br />
nogle af budskabets forkyndere sat i fængsel. Men mange af de steder, hvor forkynderne af<br />
Herrens snarlige genkomst blev bragt til tavshed, lod Gud på mirakuløs måde budskabet<br />
lyde ved hjælp af børn. Fordi de var mindreårige, var de ikke omfattet af lovforbudet, men<br />
fik lov til at tale uhindret. {MBF 293.6}<br />
Bevægelsen vandt især tilhængere blandt den jævne befolkning, som samledes i deres<br />
beskedne hjem for at lytte til advarslen. Børneprædikanterne var mest fattige husmandsbørn,<br />
og nogle af dem var kun 6-8 år gamle. Deres liv vidnede om, at de elskede Frelseren og<br />
søgte at leve efter Guds hellige lovs krav, men hvad intelligens og evner angår, var de som<br />
andre børn på deres alder. Når de stod frem for folket, var det tydeligt, at de var under en<br />
indflydelse, som ikke skyldtes deres naturlige evner. Deres stemme og optræden blev<br />
forandret, og med højtidelig alvor fremførte de advarslen om dommen med selve Skriftens<br />
ord: „Frygt Gud og giv ham ære; for timen er kommet, da han dømmer.“ De irettesatte folk<br />
for deres synder og fordømte ikke kun umoral og uhæderlighed, men også verdslighed og<br />
frafald og formanede tilhørerne til at flygte for den kommende vrede. {MBF 294.1}<br />
Folk lyttede med bæven. Guds ånd talte overbevisende til deres hjerter. Mange blev<br />
tilskyndet til at ransage Skriften med ny og større interesse; drukkenbolte og umoralske<br />
omvendte sig, andre holdt op med at være uærlige — der skete så bemærkelsesværdige ting,<br />
at selv statskirkens præster måtte indrømme, at Guds hånd ledede bevægelsen. {MBF<br />
294.2}<br />
Det var Guds vilje, at budskabet om Frelserens komme skulle forkyndes i de<br />
skandinaviske lande, og da hans tjeneres stemme blev bragt til tavshed, udgød han sin Ånd<br />
over børnene, så hans værk kunne blive fuldført. Da Jesus nærmede sig Jerusalem midt i en<br />
jublende skare, der svingede med palmegrene og triumferende forkyndte, at han var Davids<br />
søn, forlangte de misundelige farisæere, at han skulle få folket til at tie; men Jesus svarede,<br />
at dette var en opfyldelse af profetien, og hvis disse tav, ville stenene råbe. Præsternes og<br />
rådsherrernes trusler skræmte folket til at holde op med deres glade råb, da de drog ind<br />
gennem Jerusalems porte; men lidt senere råbte også børnene i tempelgården, mens de<br />
svingede deres palmegrene: „Hosianna, Davids søn!“24Farisæerne var meget misfornøjede<br />
og sagde til Jesus: „Hører du ikke, hvad de siger?“ Jesus svarede: „Jo, har I aldrig læst: ‘Af<br />
230
Change language