Fra Monarki till Anarchi
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
Og dog svigtede den modsigelsens lov, der altid gælder i den slags tilfælde, heller ikke denne gang, så tiden forekom menneskene lang, selv om den så hurtigt fo'r dem forbi. Der sad et revolutionært råd i Paris og fyrre eller halvtreds tusind revolutionære råd rundt om i landet; der fandtes en lov for mistænkte, som tilintetgjorde al tryghed og bragte mange gode, uskyldige mennesker i kløerne på onde, forbryderiske mennesker. Fremfor alt var der en genstand, som blev så velkendt, at man følte, den havde eksisteret siden verdens begyndelse - og det var det skarpe kvindfolk, der hed guillotinen. Den gav anledning til en uendelighed af vittigheder. Den var den bedste kur mod hovedpine, den hindrede, at håret blev gråt, den gav huden en særlig sart farve, den var den nationale ragekniv, som tog alt med, den, der kyssede guillotinen, kiggede gennem det lille vindue og nøs ned i sækken. Den var tegnet på den menneskelige races genfødelse. Den havde indtaget korsets plads. Modeller af den blev båret på brystet af folk, der havde lagt korset fra sig, og man bøjede sig for den og troede på den, samtidig med at man fornægtede korset. Så mange hoveder snittede guillotinen af, at jorden omkring den rådnede af blod. Den blev skilt ad som en djævleunges legetøj og sat sammen igen, når der var brug for den. Den gjorde den veltalende stum, slog den mægtige ned, tilintetgjorde den gode og smukke.
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Fra</strong> <strong>Monarki</strong> <strong>till</strong> <strong>Anarchi</strong><br />
eller opnå et embede måtte man være eller foregive at være religiøs, og mange, som kun lod<br />
sig lede af rent verdslige motiver, blev menighedsmedlemmer uden at være omvendt, og<br />
således kom menighederne til for en stor del at bestå af uomvendte. Selv blandt præsterne<br />
var der nogle, som ikke blot forkyndte falske læresætninger, men også var uvidende om<br />
Helligåndens fornyende kraft. Som så ofte før i kirkehistorien lige siden Konstantins tid så<br />
man de dårlige resultater af at forsøge at opbygge kirken ved statens hjælp og bede verdslige<br />
magter om at støtte evangeliet om ham, som sagde: „Mit rige er ikke af denne<br />
verden.“20 {MBF 239.3}<br />
Forening af kirke og stat kan synes at bringe verden nærmere kirken, men i virkeligheden<br />
bringer den kirken nærmere verden. {MBF 239.4}<br />
Det princip, som så ædelt blev forfægtet af Robinson og Roger Williams, at sandheden<br />
åbenbares gradvis, og at kristne mennesker bør være rede til at tage imod alt det lys, som<br />
udgår fra Guds hellige ord, blev glemt af deres efterkommere. {MBF 239.5}<br />
De protestantiske kirker i Amerika og Europa havde nydt godt af reformationens<br />
velsignelser, men forsømt at gå videre ad reformens vej. Skønt enkelte gudfrygtige mænd<br />
fremstod og forkyndte nye sandheder og afslørede fejlagtige fortolkninger, var de fleste,<br />
ligesom jøderne på Jesu tid og katolikkerne på Luthers tid, godt tilfredse med at tro, som<br />
deres fædre havde troet, og leve som de havde levet. Derfor forfaldt religionen til<br />
formalisme. Man bevarede vildfarelser og overtroiske fores<strong>till</strong>inger, som ville være blevet<br />
forkastet, hvis kirken var fortsat med at vandre i lyset fra Guds ord. Den ånd, som<br />
reformationen havde skabt, uddøde gradvis, og til sidst var der næsten lige så stort behov for<br />
en reform i de protestantiske kirker som i romerkirken på Luthers tid. Der herskede samme<br />
verdslighed og åndelige sløvhed og samme ærbødighed for menneskers meninger.<br />
Menneskelige teorier erstattede Guds ords lære. {MBF 239.6}<br />
Bibelens udbredelse i begyndelsen af det 19. århundrede og det klare lys, som derved<br />
blev udgydt over verden, blev ikke ledsaget af en tilsvarende fremgang i kendskab til<br />
åbenbarede sandheder eller sand religion. Satan kunne ikke som tidligere holde Guds ord<br />
borte fra mennesker. Det var kommet inden for alles rækkevidde; men han forledte mange<br />
til kun at sætte ringe pris på det. Mennesker forsømte at granske Bibelen, og derfor fortsatte<br />
de med at godtage falske fortolkninger og holde fast ved læresætninger, som ikke havde rod<br />
i Den hellige Skrift. {MBF 240.1}<br />
Da Satan indså, at han ikke kunne knuse sandheden ved forfølgelser, benyttede han igen<br />
den plan, som havde ført til det store frafald og romerkirkens oprettelse. Han forledte de<br />
kristne til at slutte sig sammen med dem, hvis kærlighed til denne verden viste, at de var<br />
afgudsdyrkere i lige så høj grad som de mennesker, der tilbad udskårne billeder. Resultatet<br />
af denne forbindelse var ikke mindre katatastrofalt end i fortiden. Stolthed og ødselhed<br />
næredes under religionens kappe, og kirkerne blev fordærvede. Satan fortsatte med at<br />
186
Change language