Fra Monarki till Anarchi

Fra Monarki till Anarchi
skulle tilbede. De kaldte hende fornuftens gudinde. Da hun var kommet inden for skranken,
blev hendes slør højtideligt fjernet, og hun blev anbragt ved formandens højre side. De fleste
genkendte hende som en danserinde fra operaen. … Denne person var valgt som den bedste
repræsentant for den fornuft, de tilbad, og blev offentligt hyldet af Frankrigs
nationalkonvent. {MBF 222.3}
Dette ugudelige og latterlige narrespil dannede mode. Fornuftens gudinde blev kåret og
tilbedt overalt i Frankrig, hvor indbyggerne ønskede at vise, at de var på højde med
revolutionen.“18 {MBF 222.4}
En taler introducerede fornuftens tilbedelse med disse ord: „Lovgivere! Fanatismen har
måttet vige for fornuften. Dens svage øjne kunne ikke tåle lysets klarhed. I dag har en
mægtig forsamling samlet sig under disse gotiske hvælvinger, hvor sandheden for første
gang høres. Her har det franske folk fejret den eneste sande tilbedelse — nemlig af friheden
og fornuften. Her har vi udtalt vore ønsker om fremgang for republikkens hære. Her har vi
erstattet ubesjælede afguder med fornuften, med dette besjælede billede, naturens
vidunder.“19 {MBF 222.5}
Da gudinden var blevet ført ind i konventet, tog taleren hende ved hånden, og idet han
vendte sig mod forsamlingen sagde han: „Dødelige, hold op med at skælve for den
magtesløse torden fra en Gud, som er skabt af jeres frygt. Anerkend fra nu af ingen anden
gud end fornuften. Jeg viser jer dens ædleste og reneste billede. Hvis I ikke kan undvære
afguder, bør I i hvert fald kun ofre til afguder som denne. … Knæl for Frihedens høje Senat,
o fornuftens slør! Fornuftens slør! {MBF 223.1}
Efter at præsidenten havde omfavnet gudinden, blev blev hun sat på en pragtfuld vogn og
ledsaget af en uhyre menneskemængde kørt til domkirken, Notre Dame, for at indtage
Guddommens plads. I kirken blev hun løftet op på højalteret for at modtage alle de
tilstedeværendes hyldest.“20 {MBF 223.2}
Ikke længe efter blev Bibelen brændt offentligt. En dag gik medlemmer af „La société
populaire du Muséum“ ind i byrådssalen under råbet „Vive la Raison!“ (Leve fornuften!) De
medbragte en stage med halvt forbrændte bønneog messebøger sammen med eksemplarer af
Det Gamle og Nye Testamente, som „i et stort bål,“ sagde museets formand, „har sonet alle
de tåbeligheder, som de har fået menneskeheden til at begå.“21 {MBF 223.3}
Det var pavedømmet, der havde begyndt det arbejde, som ateismen fuldførte.
Romerkirkens politik havde skabt de sociale, politiske og religiøse forhold, som hurtigt
resulterede i Frankrigs undergang. Forfattere, der beskriver revolutionens rædsler, siger, at
disse udskejelser må tilskrives tronen og kirken (se noter). Retfærdigvis bør de tilskrives
kirken. Pavedømmet havde forgiftet kongernes sind mod reformationen og kaldt den en
fjende af kronen og et uenighedens element, som ville være skæbnesvangert for nationens
172